Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1247 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1248 Paa denne Tid af Døgnet sidde de nemlig som æg-te Natdyr skjulte, dels under Blade og Grene, dels under Bark, hvor de ere meget vanskelige at opdage paa Grund af deres matte, brune eller graalige Farver, der saa meget falde sammen rned Træets. Ogsaa paa Landingsbroer, Badehuse og Plankeværker i Nærheden af Vand, ere de talrigt tilstede, men undvige i Regelen ved en uregelmæssig, men hastig Flugt. De ganske smaa Former findes ofte i talløs Mængde siddende mellem Bladene paa Siv og1 Rør, hvor- fra de paa deres Natteudflugter søge efter Lyset ind g’jennein de aabent staaende Vinduer i vore Boliger. Om Morgenen findes de da i talrig Mængde paa Ruderne og give Anledning til hus- moderlige Bekymringer for Mol, med hvilke de kun have det Ydre og den natlige Levemaade fælles; thi disse Smaaformer tage i deres kort- varige Liv slet ingen Næring til sig, men do, lige som Døgnfluerne, kort efter Parringen. Ogsaa de større Arter, som opnaa over en Tommes Længde, synes at være meget måde- holdne Dyr, især af Insekter at være; thi hele deres Næring indskrænker sig til hvad de kunne slikke af Blomster i Form af Saft eller Støv. Man seer dem meget sjeldent i Bevægelse om Dagen. Forst i Tusmørket flagre do ud og stryge da, ofte i store Flokke, hen over Vandet, efter at Parringen har fundet Sted inde mellem do Vand- planter, hvor de skjule sig om Dagen. Den be- frugtede Hun overgiver ikke, saaledes som Døgn- fluerne, sine Æg til Vandet, men aflægger dem paa Blade og Planter, der rage ud over Vandet. Æggene aflægges heller ikke frit, men ere omhyllede med en klar, geléagtig- Masse, der udvikles af særegne Kjertier, som staa i Forbin- delse med Æggelederen. Larverne hente deres forste Næring fra denne moderlige Madkurv og lade sig derpaa en efter en plumpe ned i Vandet, hvor de som spæde omgive sig med et Silkerør, der forst hos de større Larver faar den eien- dommelige Tilvæxt af fremmede Stoffer. Hos visse mindre Former dannes der endog slet intet Ror, men Larven udsøger sig- en Sten eller deslige, hvor den skjuler sig i de naturlige Huller og Rev- ner, som den da udbedrer og forskandser ved til- spundne Smaastene eller Grus. Principet, Maskerin- gen, bliver altsaa det samme; men disse Larver kunne naturligvis ikke vandre om mod deres Huse. Trods deres beskyttende Hylstere, og trods den Lighed, disse have med de dem omgivende Gjenstande, hjemsøges dog forsk.jellige Phrygane- larver af de samme Snyltehvepser, der anrette saa store ødelæggelser blandt Larverne af de mest forskjellige Insekter, men dog mest paa Sommerfuglenes frit levende og tyndhudede Larver. Den bekjendte Entomolog von Siebold har først henledet Opmærksomheden paa en saadan Snylter, der udsøger sig sine Offre i Slægten Aspatherium, nogle Vaarflagrere, hvis Larver danne sig et glat, valseformet Hylster. Snyltehvepsen, Agrio- typus armatus, udspeider fra en eller anden Vand- plante sit Intet anende Offer og dykker derpaa ned under Vandet, hvor den bliver i nogen Tid for ved Hjælp af sin korte Lægg-øbraad at fore sit Æg ind i de værgeløse Vaarflagrerlarver. Disse vedblive at udvikle sig og synes i den forste Tid ikke at lide nogen Men ved deres skjulte Fjende, som langsomt, men stadigt tiltagende i Størrelse, udsuger deres Blod. Forst lien imod Forpupnings- tiden indtræder der en almindelig Afmagring og Svækkelse, som giver sig' tilkjende derved, at den angrebne Phryganelarve paa engang udtømmer alt sit Spindestof, der stivner i Vandet, og som et langt Baand træder ud af Hylsterets Forende. Larven selv trækker sig døende tilbage i Rorets bageste Del og af dens sammenfaldne Larvehud bryder Snyltehvepsen frem for at fortsætte det samme skjulte Snigmorderliv, der nu engang ligger til Familien. Ayriotypus armatus er en af de meget faa Åarevingede, som kommer i Berøring med Vandet; thi denne Familie, hvis helo Liv synes at være viet Luften og Solen, har en medfødt Sky for Van- det, som dens Medlemmer kun søge for at drikke, helst i Form af Dugdraaber- paa Blomsternes Blade. Fluerne derimod eie ikke faa, tildels prægtige Arter, hvis Larveliv hengaar i ube- mærket Stilhed paa Bunden af vore Moser og Damme, helst hvor Vandet er lavt, stille staaende og gjennemvarmet af Solen. Da Myggenes Meta- morfose alt er omtalt, skulle vi som et Exempel blot henvise til neden staaende Afbildning af den almindelige Vaabenflue og1 dens Udvikling. Slægten Stratiomys indbefatter en Række smukke og anseelige Fluer, hvis Form er angivet paa neden staaende Figur. Paa sort eller brunlig Bund bærer især Bagkroppen en Række klare, citrongule Pletter, og- Mellembrystets Hjørner ere bevæbnede med to spidse, bag ud rettede Torne, hvorfra Navnet »Vaabenflue« hidrører. De færdes paa aabne Steder, mest i Solskin og i Nærheden af Vand, til hvilket Element Larven er bunden. Den befrugtede Hun aflægger i Mai og Juni sine Æg paa Undersiden af Ror og Siv, ofte i et Antal af over hundrede. De frembrydende Larver forlade en efter en Æggelioben og' lade sig falde i Vandet, hvor de efter flere Hudskifter vise os deres største Udvikling, saaledes som Larven er afbildet Fig. 42 a. Disse Larver, som ere meget almindelige i alle vore stille staaende Vande, færdes altid paa