Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

12G3 BESØG I ET STENBRUD. 1264 Lermasse, men meget sandholdigt og med smalle Render af rent Ler. Dets Farve er lysebrun, og der findes ingen Sneglehuse eller Muslingeskaller deri. Naar vi klove Småstykker deraf langs med Lerrandene, finde vi paa de saaledes blottede Flader en Mængde mørke Pletter, som under Forstørrelsesglasset vise sig at hidrøre fra Plante- levninger. Smaa Stængelstykker og Fro af Vandplanter forekomme almindeligt, og hvis vi søge tilstræk- keligt længe og opmærksomt, ville vi endvidere linde Løv af forskjellige Slags Træer, som, i hvor vel de ikke tilhøre samme Arter som vore nulevende Former, dog ere nær beslægtede med disse. Lagets sandede Beskaffenhed og Tilstede- værelsen af disse Plantelevninger bringe os paa den Formodning, at det er dannet nærmere ved Kysten end det foregaaende Lag, i roligt, men ikke meget dybt Vand, ved Siden af den egenlige Strømfure. Denne Strøm har sandsynligvis været den samme, som tilførte Havet det underliggende Lags mørke Dynd, og som nu, efter at Landet havde saa at sige taget Magten fra Havet, maatte fore sit finere Materiale længere bort, medens det her kun har afsat de tungere Partikler af Sand og- Dynd tillige med forskjellige Træarters vanddrukne Grene og Blade. Vi kunne fremdeles slutte os til, at Vandet engang maa have trukket sig helt tilbage og- efterladt et sumpet Terræn, paa hvilket en Mængde forskjellige Planter har groet; thi i den underste Del af det omhandlede Lag- bomærke vi et mørkt Lag af Brunkul, og dersom vi undersøge et Stykke deraf under Forstørrelses- glasset, ville vi kunne see, at det lige som Sten- kul udelukkende bestaar af tæt sammenpressede Plantelevninger. Naar Dele af levende Planter bedækkes af Jord og holdes fugtige, medens Luften er udelukket, ville de lidt efter lidt om- dannes og afgive Kulsyre og andre Stoffer, for til sidst at forvandles til Brunkul, som selv i Tidernes Løb kan forandres til Stenkul. Brun- kullet kan altsaa paa en Maade siges at være Stenkul paa et tidligere Udviklingstrin. Over det sandblandede Ler med Plantelev- ninger ligger et Lag af Grus og Stene (■/), som minder noget om det, der fandtes dybere node, men dog adskiller sig fra dette derved, at Stenene ere langt større og mere aflange, hvilket tyder paa, at dette Gruslag er dannet nærmere ved Kysten end det forrige. Da der ogsaa i dette Lag, mellem Stenene i dets Bund, findes nog'le Bløddyrskaller af samme Slags som dem, der fandtes i det sorte Ler, maa Havet paa ny have strakt sig ind paa Land og en Grusbanke have dannet sig uden for Flodmundingen.* Det følgende Lag- (7z) er, som vi allerede tidligere have seet, det, der her er blevet bevaret, som Følge af Forskydningen. Det dannes af en mørkebrun Lermasse, der er tor og smuldret paa Yderfladerne, men mørkere og fastere i det Indre. Det hvide, gjennemsigtige Stof, som vi træffe i dette Lag, er det Mineral, som kaldes Selenit eller Gibs. Dersom en Sømand saae det, vilde han maaskee forklare, at det var »Vand, som Maanen havde bragt til at stivne«; men dot er ikke Andet end krystalliseret Kalksulfat (svovlsur Kalk), og Krystallerne danne smaa Klumper idet de udstraale fra et fælles Midt- punkt; de falde let fra hverandre, naar man losner en af Krystallerne i en saadan Samling. Disse Krystalklumper ere Alt, hvad der er blevet tilbage af de Bløddyrskaller, som en Gang vare indleirede i Leret; og som ved en Række kemiske Processer ere omdannede til denne nye Form. Man kan med stor Lethed ved Hjælp af Kniven klove dem i Skiver, der ere tynde som Papir, men vil man forsøge at spalte dem i en Retning, som er lodret paa den første. lykkes det ikke. Der staar nu kun tilbage at undersøge de to øverste Lag. Som vi allerede tidligere have seet, ere disse ikke bievne paavirkede af For- skydningen; ikke heller skraane de mod Syd, saaledes som de underliggende Lag, men ligge næsten horizontalt oven paa disse. De under- liggende Lags Flader vise, hvor de støde op til de overliggende, paa sine Steder temmelig store Fordybninger. Dette tyder paa, at der maa være forløbet et anseeligt Tidsrum imellem Dannelsen af disse og hine, et Tidsrum, i hvilket de underste Lag ere bievne hævede og forskudte, hvorefter deres øverste Flade er bleven ud- jævnet, inden de følgende afleiredes paa dem. Da alle disse Forandringer have fundet Sted langsomt og næsten umærkeligt og ikke ere fremkaldte ved nogen voldsom Forstyrrelse, maa de have taget meget lang Tid. For at faa en Forestilling om Længden af det Tidsrum, der har været nødvendigt dertil, maa man først komme paa det Rene med de underliggende, hældende Lags geologiske Alder, og derefter søge at udforske de to overliggende horizontale Lags. Da nu de Sand-, Grus- og Lerlag, som vi nys undersøgte, ligge oven over Kridtet, maa de være yngre end dette. Vi læste oven for, at Kridtet var den yngste af de »sekundære» Dan- nelser, og det følger heraf, at Sandlagene o. s. v. maa tilhore de »tertiære« Dannelser. De orga- niske Levninger, som de indeholde, tilkjendegive, at de tilhøre den underste Afdeling af de ældste