Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

107 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 108 Hvalen følger efter disse talløse Stimer for at fraadse og træffes da ofte i store Flokke, under- tiden paa flere Hundrede Individer. Det er ikke let at danne sig nogen rigtig Forestilling om Udseendet af et saadant Kæmpe- dyr, naar man ikke har seet det i Naturen. For dog om muligt at give et Begreb om Størrelsen og Proportionerne af en saadan Hval, ville vi anføre nogle Maal af de enkelte Legems- dele. Hos en Blaahval af 85 Fods Længde er Afstanden fra Snudespidsen til Diet omtrent 15 Fod, og da Mundvigene strække sig helt hen under (linene, er selve Gabet og Barderækkerne lige saa lange; to fuldvoxne Mennesker kunne saaledes uden Vanskelighed ligge udstrakte i én Række inde i Gabet af et saadant Dyr. Gabets Fig. 10. Barde af en Blaahval. Hoide er derimod, i Overensstemmelse med Bardernes Kortlied (Fig. 10), ikke saa betydelig; et voxent Menneske vil ikke kunne staa opreist mellem Tuugen og Ganen, naar Dyret spærrer Munden op paa vidt Gab, hvorimod dette meget vel lader sig gjøre hos Nordlivalen. De for- holdsvis meget smaa Dine ere hvert for sig saa store som to sammenlagte knyttede Næver, og Afstanden mellem Øiet og øreaabningen er om- trent 4 Fod. Et ydre øre mangler ligesom hos alle andre Hvaler, og- øregangen er saa snever, at man neppe kan stikke en almindelig Fjerpen ind i den. Lufferne have en Længde af 9—10 Fod, og mellem Spidserne af Halefinnens Flige er der en Afstand af 15—17 Fod. Naar en Blaahval af den angivne Størrelse ligger paa Jorden med Bugsiden opad, rækker en voxen Mand af Middelhøide med sit Hoved omtrent op til Hvalens -Øie. Af disse faa Maal-Angivelser vil man kunne gjøre sig en Forestilling om, hvor ubetydeligt et Menneske tager sig ud ved Siden af en af disse Havets Kæmper. Efter at vi nu i al Korthed have omtalt nogle af de vigtigste Arter af Hvalernes (Ceta- ceernes) Orden, ville vi kaste et Blik paa Hval- fangsten og dens Historie. I den ældste historiske Tid var det egenligt kun de mindste Arter blandt Hvalerne, der varø Gjenstand for Forfølgelse fra Menneskets Side. De større Arter kunde man kun undtagelsesvis komme i Lag med, medmindre de indstrandede paa Kysterne. Af de gamle islandske Sagaer vide vi dog, at Hvalfangsten ved Islands Kyster var en vigtig Erhvervsgren, hvilket bl. A. ogsaa kan sees deraf, at flere Paragrafer i Islands gamle Lovbog, »Grågås«, udelukkende handler om Hvalfangst, og at der i den gammelnordiske Literatur findes mere eller mindre nøiagtige Be- skrivelser af over tyve forskjellige Hvalarter. De Første, der begyndte at drive Hvalfangsten efter en større Maalestok, vare imidlertid Biskay- erne, der beboede en Strækning af Spaniens Nord- kyst. Dette lille Folk drev fra Begyndelsen af det trettende til Slutningen af det femtende Aar- hundrede en livlig Fangst af den ovenfor nævnte Bardehval, Nordkaperen eller Biskayer-Hvalen, som dengang forekom i temmelig betydeligt Antal i Havet udenfor deres Lands Kyster. Det var især Kjoclet og Barderne, der anvendtes, og navnlig vare de sidste meget sogte af Kvinderne i Spanien og Frankrig-. Hvor lidt man imidler- tid kjendte til denne Vares virkelige Oprindelse, sees af følgende Yttring af en fransk Forfatter fra Begyndelsen af det sextende Aarhundrede: »Det, som kaldes Hval-Ribben, med hvilket Kvinderne nu for Tiden gjore deres Livstykker og Klæder stive, er nogle Stykker, som skjæres ud af den Del, der tjener Hvalen til Øienlaag, og som dækker øinene og i Spidsen er forsynet med stive Haar«. Da Englænderne og Hollænderne senere lien, i det sextende Aarhundrede, begyndte at foretage deres store Opdagelsesreiser i det nordlige Ishav for at finde Nordost- og Nordvestpassagen, d. v. s. en Sevei Nord om Europa og Asien eller Nord-Amerika til Ostindien, bleve de opmærksomme paa den store Rigdom af Hvaler i Ishavet. Sø-