Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

109 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 110 veien til Ostindien blev ikke funden ved disse Expeditioner, men fra Aaret 1598, da den første Hvalfanger gik ud fra Huli for at drive Fang- sten i hine nordlige Egne, udsendtes der hvert Aar flere og flere Fartøier i samme Oiemed, især fra England og Holland. Det varede ikke længe, forend det tidligere saa øde og frygtede Ishav blev befaret af en hel lille Flaade af Fangstfarteier. Paa Spitsbergen anlagdes der Trankogerier, hvortil Spækket bragtes for at smeltes, og i Sommertiden fandtes der paa Anisterdam-Øen en lille Koloni under Navnet Smeerenberg, hvor der undertiden paa éngang kunde samles 2 å 300 Fartøier med en Besæt- ning af i Alt omtrent 12,000 Mand eller maaskee endnu flere. Det var Nordhvalen, som det nu gik ud over for at skaffe Rigdomme til de største engelske og hollandske Handelshuse og udmærkede Snoreliv til Europas Damer. Omtrent med Aaret 1650 havde denne Fangst sin Blomstringstid; derefter begyndte Nordhvalen at blive sjeldnere Aar for Aar, de tiloversblevne Individer vare skræmmede og vanskelige at komme nær, og tilsidst trak de sig helt tilbage fra Egnene ved Spitsbergen for at søge ned til Farvandene om- kring Grønland. Her fanges der endnu i vore Dage nu og da et Individ, men Fangsten er dog nu saa usikker, at mange af de Fartoier, som begive sig dertil paa Hvalfangst, vende tilbage med uforrettet Sag’ eller dog uden at have seet en eneste Nordhval. Omtrent ved Aaret 1600 havde ogsaa et andet Folk begyndt at drive Hvalfangst. Det var Kolonisterne paa Nordamerikas Østkyst, for- nemmelig i Massachusetts, og blandt disse først og fremmest Indvaanerne paa den lille ø Natucket uden for den derværende Kyst. I Begyndelsen dreve de kun Fangsten i smaa Baade og i Nær- heden af Land, men efterhaanden bleve Hvalerne mere sky og holdt sig i længere Afstand fra Kysten, saa at man saae sig nødsaget til at ud- ruste større Fartøier, med hvilke der kunde gaas længere tilses. Vindesygen drev Fangst- mændene længere og længere bort fra Hjemmet, indtil der endeligt, især efter Tilendebringelsen af den amerikanske Frihedskrig, lidt efter lidt udviklede sig en Flaade af Fangstfartøier, som spredte sig over alle Have og dreve en endnu mere omfattende Hvalfangst, end Englænderne tidligere havde gjort. Atlanterhavet blev dem snart for snevert, og i Aaret 1787 seilede der for første Gang en Hvalfanger ind i det stille Ocean, hvor han gjorde en rig Fangst, og i de følgende Aar besøgtes saavel dette Verdenshav som hele det indiske Ocean af en Mængde andre Fartøier, som trængte frem overalt for at finde nye Fangst- pladser. Undersøgelserne strakte sig baade mod Syd og mod Nord, og i 1835 naaede Hval- fangerne op til Beringshavet, hvor de forefandt en rig Mark for deres Jagt. Fra 1840 til ind i Halvtredserne kulminerede Hvalfangsten, saa at den amerikanske Hvalfangerflaade f. Ex. i 1842 bestod af ikke mindre end 652 Fartøier, som jagede Bardehvaler i Havet omkring Syd- polen, Kaskelotter i de varmere Strøg af det stille Ocean og Atlanterhavet og opsøgte Nord- hvaler i de hidtil kun lidet befærdede Partier af det nordlige Ishav, hvor dette stærkt forfulgte Dyr var tyet hen fra Egnene omkring Spits- bergen. Efter Udløbet af det nævnte Tidsrum sygnede den amerikanske Hvalfangst imidlertid hen af den samme Grund, som havde bevirket en saa iøinefaldende Standsning i den europæiske. Hvalerne vare nemlig aftagne stærkt i Antal, og de, der vare tilbage, viste sig frygtsomme og lode sig kun vanskeligt komme nær. Aar efter Aar udrustedes der derfor færre og færre Hvalfangerskibe, og for Tiden beløber den ameri- kanske Hvalfangerflaade sig ikke til meget over halvandet Hundrede Fartøier. Den hensynsløse Forfølgelse standsede saaledes sig selv, og man tør endnu haabe, at det usikkre Udbytte, som Hvalfangsten for Tiden giver, vil virke hen til, at de endnu existerende Hvalarter forskaanes for en fuldstændig Udryddelse. Det er let at for- staa, at en hurtig Aftagen af Hvalernes Antal har kunnet finde Sted, naar man betænker, at der i en længere Periode af indeværende Aar- hundrede er dræbt, alene af de amerikanske Hvalfangere, aarligt omtrent 4000 Kaskelotter og 3200 Bardehvaler, hvilket i 50 Aar udgjør 360,000 Hvaler. Amerikanerne ere forøvrigt ikke de eneste, der i vore Dage have ført denne Udryddelseskrig mod Havets Kæmper; de fleste civiliserede Nationer have deltaget deri, ja selv Finland har i de senere Aar sendt Hvalfanger- skibe til Farvandene omkring Beringsstrædot. Det fortjener at omtales, at den største Hvalfangst, som i vor Tid drives af en enkelt Mand, foregaar ved Skandinaviens nordligste Kyst. Denne Mand er Nordmanden Svend Foyen, som har gjort Vadsø ved Varangerfjorden til Hovedstedet for sine storartede Hvalfanger-Be- drifter. Siden Aaret 1868 har han der aarligen fanget et betydeligt Antal Hvaler, og for et Par Aar siden beløb hans Fangst sig for den eirc Sommers Vedkommende til over 90 Stykker. Det er egenligt kun to Arter af Hvaler, som fanges der, nemlig Rørhvalen og Blaahvalen. Disse to Arter have tidligere saa godt som ikke været Gjenstand for Hvalfangernes Efterstræbel- ser, dels fordi de paa Grund af deres Hurtighed