Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

113 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 114 ligt heftige Ryk i Touget formindskes noget ved den Line, som holder Ringen ved den forreste Ende af Skaftet, thi denne Line modtager det første Ryk og brister derved, saa at Ringen glider tilbage til Skaftets anden Ende. Saa snart det anskudte Dyr gjør de første Ryk i Touget, slaa de bagud rettede Modhager paa Harpunen sig ud til Siderne, og ved Hjælp af en sindrig Mekanisme antænde de ved denne Bevægelse Sprængstoffet inde i Jernkuglen. Denne springer itu, og det frygtelige Saar, som derved bibringes Hvalen, medfører hurtigt Døden. Dette Apparat var imidlertid ikke saa fuldkomment i den forste Tid, men lidt efter lidt har Kapitain Foyn ind- fort Forbedringer ved sin Opfindelse, og som Vaabnet nu er opfylder det ganske sin Bestemmelse. At det i sin første Skikkelse ikke altid gjorde dette, kan sees af følgende lille Episode fra Hval- fangsten i Varanger-Fjorden. Vi skulle gjengive den med den norske Forfatters, Jonas Lies’ egne Ord: »Med en indskudt Harpun i Kroppen foer Hvalen en Dag afsted, trækkende Foyens Damper paa tyve Hestes Kraft efter sig, Det bar ud efter mod Vinden, og Foyen lod sætte et Seil op for at stoppe Farton, men Seilet revnede ved det stærke Lufttryk, idet Vinden efterhaanden var frisket op og havde sat Sø. Maskinen var ikke i Stand til at stoppe Farten, som gik lige imod Vinden, det blæste op med en Storm, og saaledes gik det i hele ti Timer, medens Søerne brøde over Skibets Forstavn. Mange af de Ombordværende syntes vel, at der var god Grund til at kappe Touget, thi Situationen blev mere og mere ubehagelig; det var som havde man harpuneret Havguden selv istedetfor en Hval, saa ustandselig og utrættelig- stormede den fremad. Endelig sprang da Touget, og Alles Hjerter følte sig lettede«. Vi ville have betænkt os paa at anføre denne Beretning af den be- kjendte Forfatter, dersom vi ikke med egne ører havde hort den bekræftes paa selve Ste- det, hvor Begivenheden foregik; men det fore- kommer os, at Intet kan give en mere levende Forestilling om disse Dyrs umaadelige Styrke og Udholdenhed. Naar Hvalen er død, hales den ind til Skibet og fortøies paa langs af dette med. Hovedet ved Forstavnen. Paa denne Maade bugseres den saa ind til Vadsø, hvor Foyen paa den midt for Staden beliggende lille Kirke© liar opført sit stor- artede Etablissement. Lige ved dette ligger der en stor Klippeskraaning, som ved Flodtid dækkes af Havet, men under Ebbe ligger mere eller mindre tor. Naar Vandstanden er paa sit Hoieste, hales Hvalerne med Hovedet foran op paa denne Stenskraaning, og- saa snart Vandet begynder at falde, tages der fat paa Afspækningen. Denne foregaar paa følgende Maade: Fra Halen til Hovedet skjæres Furer gjennem Spæklaget ind til Kjødet, saa at Spækket deles i lango og smalle Strimler; derefter g) øres en Kjætting fast i den nærmest Halen værende Ende af hver saadan Strimmel, som nu løsnes fra Kjødet ved samme Ende. Ved Hjælp af et Spil hales nu Kjætingen ind, og efterhaanden som den trækker den om- bøiede Spækstrimmel med sig, losnes denne fra Kjødet. Paa denne Maade bliver don fritliggende Del af Dyret hurtigt afspækket, men med Ryg- siden, som vender nedad, maa man vente, thi ingen Kraft, som her kan anvendes, vilde være tilstrækkelig til at vende Hvalen, medens den ligger paa tør Grund. Imidlertid aabnes Bryst- og Bughulen, Indvoldene tages ud, og Blodet rinder i store Strømme; endvidere afskjæres Underkjæben, og Tungen vælter ud; denne sidsto har en saa løs og blød Konsistens, at den ligger og gynger, naar man rører ved den, og stiger man op paa den, synker man i til Ank- lerne. Endelig afskjæres Barderne fra Gummerne, og nu maa Dyret blive liggende indtil Flodtid; først da vendes det for at afspækkes paa Ryg- siden. Naar ogsaa dette er skoet, føres den tilbageblevne Del af Dyrets Legeme til on anden Afdeling af Etablissementet, hvor Kjødet og Benene skilles fra hverandre, hugges i Stykker og kogos for at befries for Fedtet. De ud- kogte Dele tørres og pulveriseres derpaa og bringes senere i Handelen som et værdifuldt Gjød- ningsstof, hvorimod Spækket og det øvrige Fedt smeltes til Tran, som ved Presning gjennem tætte Sække befries for Stearinen og senere hen sættes til Klaring i store, aabne Beholdere. Det vil heraf sees, at Sven Foyen, i Modsætning til alle sine Forgængere, har forstaaet at drage Nytte af alle Dyrets Dele, undtagen Indvol- dene, der er det Eneste, som bortkastes. Bar- derne lios de to Arter, som fanges der, ere imidlertid, paa Grund af deres grove Bygning og ringe Elasticitet, ikke meget værdifulde i Sammenligning' med Nordhvalens, og de kunne navnlig ikke, saaledes som dennes, anvendes som »Fiskeben«. Af foranstaaende Skildring fremgaar det, at Hvalerne gjennem lange Tider liave havt stor Be- tydning for Handelen og Industrien, og at Menne- sket ogsaa ligeoverfor dem har gjort sig1 skyldigt i den samme ukloge Forfølgelse, som i saa mange andre Forhold har medført Tab og Skade for det selv. Det er aabenbart, at Mennesket har staaet sig selv i Lyset ved den blinde Iver, med hvilken det har jaget og ødelagt det størst mulige Antal af disse Dyr, som, hvis de havde 8