Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

Forfatter: JONAS COLLIN

År: 1882

Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 1268

UDK: 19, 5 (04)

MED 545 AFBILDNINGER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 652 Forrige Næste
115 DE MENNESKELIGNENDE ABER. 116 været Gjenstand for en mere fornuftig og maade- holden Jagt, kunde have forplantet sig- i samme Forhold som de dræbtes. Denne hensynsløse Forfølgelse liar imidlertid selv sat sig en Grændse, og man bør ikke opgive Haabet om, at flere af Hvalarterne atter skulle formere sig saaledes, at de i et anseeligt Antal, om end langtfra saa stort som fordum, skulle komme til at tumle sig om i Verdenshavene. (Frit oversat og forøget af Red.) DE MENNESKELIGNENDE ABER. AF T. TULLBERG. Der er sikkert Ingen iblandt vore Læsere, som ikke har hørt om den store Opsigt, der i de senere Aar er vakt i den videnskabelige Verden ved Spørgsmaalet om Menneskets Nedstamning. Medens nogle Videnskabsmænd have søgt at be- vise, at Mennesket og idetmindste de høiere staaende Abearter have udviklet sig fra en fælles Stamform, som i intellektuel Henseende har staaet paa Dyrets Standpunkt, bliver denne Anskuelse paa det Bestemteste forkastet af Andre, der dels paastaa, at de Beviser, som Modparten støtter sig til, ikke ere fyldestgjorende, dels fremhæve, at Svælget mellem Mennesket og Dyret er saa stort, at det aldrig har kunnet overskrides, og at Mennesket gjennem sine Aandsevner er saa vidt skilt fra Dyret, at man umuligt kan tænke sig- et Slægtskabs-Forhold imellem dem. Det er ikke Hensigten med denne lille Af- handling at udvikle eller forsvare nogen af disse Meninger; men da nu engang Spørgsmaalet om Menneskets Slægtskab med Aberne for ramme Alvor er blevet bragt frem, kunde det maaskee interessere En eller Anden blandt vore Læsere at gjøre lidt nærmere Bekjendtskab mecl disse vore virkelige eller formentlige Slægtninge, og vi skulle derfor søge i nogle faa Hovedtræk at give en Fremstilling af de hoiest staaende iblandt dem, de saakaldte »anthropomorfe« eller menneske- lignende Abor. Til denne Gruppe henregnes Gorillaen, Chimpansen, Orang-Utangen og Gibbonerne eller de langarmede Aber. Man maa imidlertid ikke forestille sig, at Ligheden mellem disse Dyr og Mennesket er saa betydelig, at der ikke baade kan og maa drages en skarp Grændse imellem dem, selv om man udelukkende holder sig- til Legemsbygningen. Thi ved den med en rig Haarvæxt beklædte Krop, ved de fremstaaende Kjæber, de store, spidse Hjørnetænder, den fladtrykte Næse, den mindre udviklede Hjerne, de uforholdsmæssig lange Arme og korte Baglommer, ved Bagføddernes Bygning som Hænder og ved mangfoldige andre Eien- dommeligheder afvige de »menneskelignende« Aber i hoi Grad fra Mennesket, og man kan ikke undre sig1 over, at en Mængde Mennesker betakke sig for Slægtskabet. Heller ikke Abernes Gang liar meget tilfælles med Menneskets, idetmindste livad de større Arter angaar. Gorillaen, Chimpansen og Orang-Utangen støtte ikke alene paa Baglom- merne, men tage ogsaa Forlemmerne til Hjælp, og de gaa, vel at mærke, ikke saaledes som andre Pattedyr paa Fingrenes Spidser eller paa Hæn- dernes Underside, men paa Forhændernes Knoer. Trods dette komme de alligevel, paa Grund af Armenes kolossale Længde, til under Gangen at indtage en mere eller mindre opreist Stilling, saaledes som det sees f. Ex. i Fig. 3. »Men naar nu disse Dyr virkeligt afvige saa stærkt fra Mennesket, hvor i al Verden har da Nogen kunnet falde paa den besynderlige Tanke at kalde dem »menneskelignende« ?« spørger vel Læseren. Svaret er dog ikke saa vanskeligt at give; thi om der end er en betydelig Forskjel mellem de nævnte Aber og Mennesket, saa er der paa den anden Side en stor og umiskjendelig Lighed tilstede. Naar vi f. Ex. betragte Skelettet af en saadan Abe og sammenholde det med et Menneske-Skelet (cfr. Fig. 1), saa ville vi øie-