117
DE MENNESKELIGNENDE ABER.
118
blikkeligt opdage en paafaldende Overensstemmelse
mellem dom hvad Formen af do enkelte Skelet-
dele angaar, og bemærke, at den væsonligste
Forskjol ligger i Forholdet mellem disse Deles
indbyrdes Størrelse. Dette gjælder ogsaa om
Hovedskallen, hvor afvigende denne Del af Abe-
Skelettet end synes at være fra Menneskets.
Medens nemlig- Hjernekassen hos Mennesket op-
ere, i Modsætning til Forholdet hos Mennesket,
afbrudte af aabne Steder, i Overkjæben foran
Hjørnetænderne, i Underkjæben bagved disse. Et
for Mennesket eiendommelig’t Forhold i Hoved-
skallens Form er Underkjæbens fremskydende
forreste Rand, som danner Hagen. En Antyd-
ning til Hage findes dog ogsaa hos en Art af
de langarmede Aber, den saakaldte Siamang
Kig. 1. Skelet af et Menneske og af en Gorilla.
tager den største Del af Hovedet, er det hos
Aberne Ansigts-Partiet og1 især Kjæberne, som
have opnaaet den stærkeste Udvikling. Hvad
Tænderne angaar, ere disse i Almindelighed ikke
meget forskjellige fra Menneskets, med Undtagelse
af Hjørnetænderne, som have en langt betyde-
ligere Størrelse og med deres kraftige Spids rage
langt udenfor de øvrige Tænder. Tandrækkerne
(Ilylobates syndaetylus). Hos Gorillaen ere
Næsebenene noget fremspringende, saa at selve
Næsen ved sin Basis bliver mindre fladtrykt end
det ellers er Tilfældet. Hos do andre Aber af
denne Gruppe ere nemlig Næsebenene saa ned-
trykte, at de ikke springe frem foran Ansigtets
øvrige Profil, hvilket derimod, som bekjendt, i hoi
Grad finder Sted hos Mennesket. De som Hænder
8*