Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

133 DE MENNESKELIGNENDE ABER. 134 Vandring. Det synes, at den altid vælger saa- danne Træer, som med deres Grene ere ind- slyngede i hverandre. Den gjør aldrig1 egenlige Spring, og dog kommer den paa den angivne Maade lige saa hurtigt frem som et Menneske neden for paa Jorden. Om Natten sover Orang- utangen i en Rede, som den bygger af Grene og Kviste paa samme Maade som Gorillaen og Chimpansen. De Indfødte forsikkre, at den ogsaa tildækker sig med Blade om Natten. Wallace havde engang Leilighed til at iagttage, hvor- ledes en Orang-Utang, som havde faaet et Skud- saar i den ene Arm, i Løbet af nogle Minuter byggede sig en Kede i Kronen af et Træ ved Hjælp af den anden Arm, og saa tæt var denne Rede, at man næsten ikke kunde see Aben nede fra Jorden. Forst naar Solen staar hoit paa Himlen, forlader Orang-Utangen sit Natteleie, og omtrent midt paa Dagen indtager den sin Føde. Denne Abe er et fredsommeligt Dyr, som kun, naar det er saaret eller naar det bliver tirret, angriber Mennesket; saaledes beretter Wallace om et Tilfælde, i hvilke nogle Indfødte forsøgte at spærre Veien for en flygtende Orang- Utang-Han. Dyret anfaldt En af dem og vilde utvivlsomt liave dræbt ham, dersom de Andre ikke skyndsomst havde ilet ham til Hjælp. Den synes ikke at fole nogen Frygt lige over for Mennesker og- flygter ikke, naar den opdages. Wallace fortæller saaledes, at han flere Gange, naar lian havde truffet en Orang-Utang, gik et langt Stykke Vei tilbage for at hente sin Bøsse, og at han hver Gang, naar han kom tilbage til Stedet, livor han havde forladt Aben, traf den i Nærheden deraf. De Indfødte paastaa, at Orang-Utangen al- drig- angribes af noget andet Dyr i Skoven, end af Krokodillen og Python-Slangen, og i saadanne Tilfælde, der vistnok kun sjeldent indtræffe, pleier den som oftest at gaa som Seierherre ud af Kampen. Naar Orang-Utangen har Vanskelighed ved at finde tilstrækkelig Føde paa Træerne, tvinger Sulten den til at søge ned til Flodbred- derne. Ved saadanne Leilig'heder angribes den undertiden af en Krokodille, men den langt be- hændigere Abe springer da op paa sin Mod- stander, river og slider i denne med Hænder og Fødder, flænger dens Strube op og’ dræber den. Bliver Orang-Utangen angreben af en Python- Slange, sætter den sig' kraftigt til Modværge mod sine Lemmer og Tænder og faaer i Reglen derved Bugt med. Slangen. Denne Abe er ofte bleven ført til Europa, og man har mangfoldige Beretninger om Iagt- tagelser, der ere bievne gjorte over don i Fangen- skab, I Berliner-Akvariet fandtes en ung- Orang- Utang, der var sat i samme Bur som en noget ældre Chimpanse, og disse to Aber kom for- træffeligt ud af det med hinanden. »Denne unge Orang-Utang med sin skaldede Pande og sin rodladne Paryk, nedsunken, som det syntes, i de dybsindigste, metafysiske Betragtninger« — siger en Forfatter i »Zoolog. Garten« — »frembyder et meget komisk Syn og minder paa den pud- sigste Maade om det forlæste Udseende hos visse lærde Folk, saa at Tilskueren uvilkaarlig’t brister i Latter over denne Parodi.« Samtidigt med denne Abe fandtes ligeledes i Berliner-Akvariet en gammel Orang-Utang-Han, om hvem samme Forfatter yttrer Følgende i Anledning af en Sammenligning mellem den og Chimpansen: »Det Mærkeligste er øinenes Form og Udtryk. Chimpansen har det runde Neger- øie, hvorimod den gamle Orang-Utang har det mere skraat stillede, mandelformige Malayer-øie. Det er meget lysere i Farven end Chimpansens og har, fremfor Alt, et langt mere roligt Udtryk. Chimpansens Øie er meget mere ustadigt, og Blikket bliver derfor mere dyrisk. Alle de Be- søgende, med. hvem jeg har talt om dette For- hold, have forsikkret mig', at de aldrig- havo seet en Abe med et saa menneskeligt Udtryk i sit Blik som denne Orang-Utang. I Modsætning- til de fleste andre Iagttagere af Orang-Utangens Sædvaner, erklærer Dr. Max Schmidt, som i længere Tid havde Leilighed til at iagttage et ungt Individ i den zoologiske Have i Frankfurt a. M., at dette Dyr, forudsat, at det er i en sund og kraftig Helbredstilstand, paa ingen Maade giver Chimpansen Noget efter hvad Livlighed angaar.< Han hentede selv det nævnte Exemplar i Neapel, og det var da indelukket i et Træbur med en Slags Gitter paa Siderne. Han lod dette Bur stille i sit Værelse paa Hotellet, og den lille Orang-Utang viste sig som en ret behagelig Reisefælle. Den forholdt sig i Alminde- lighed stille og tilbragte det meste af Tiden med at ligge paa Ryggen og lege med sine Fødder lige som et Barn. Et Stykke Seilgarn, som den formodentlig havde fundet mellem Hoet i Buret, tjente den meget længe til Tidsfordriv, idet den uafladeligt flettede det ind mellem Træm- merne i Burets Gitter. Der var ogsaa noget forunderligt Barnligt i den Maade, hvorpaa Aben søgte at sætte sin Villie igjennem; den begyndte med at klynke og satte et Ansigt op ganske som et grædende Menneske, men Dr. Schmidt saae den dog aldrig fælde Taarer; derefter sprang den omkring i Buret, sparkede mod Døren og kastede Høet rundt omkring sig. Ved en saadan Leilighed lagde den Mærke til, at den ved at støde paa en bestemt Maade mod Burets Væg;, 9*