Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

135 DE MENNESKELIGNENDE ABER. 136 kunde faa hele Burot til at bevæge sig lidt, og den bonyttede sig strax af denne Erfaring1. En skjøn Dag opdagedes det, at den saaledes havde faaet puffet Buret helt hen til Vinduet, hvor den strax havde sat sig i Besiddelse af Gardinet og ødelagt det; den havde derefter givet sig i Lag1 med selve Vinduesruderne og trykkede og ban- kede saaledes paa dem, at de nær vare gaaede i Stykker. I det Bur, hvori den efter sin Ankomst til Berlins zoologiske Have holdtes indelukket, havde den forskjelligt Legetøi, blandt hvilket den især havde megen Fornøielse af en Trækugle og en Træliammer. Den trillede Kuglen frem og til- bage, greb den med Hænderne, kastede den over sit Hoved og blev meget fornøiet, naar den hørte den falde mod Gulvet. Naar den blev træt af denne Leg, - tog1 den Kuglen og lagde den fra sig henne i et Hjørne af Buret; men da Gulvet der var noget skraat, rullede Kuglen igjen ud i Buret. Orang-Utangen saae sig om og sukkede, men den var ikke længe raadvild; den tog et Stykke Brod og stak det ind under Kuglen, saa at denne ikke kunde rulle ud. Strax da man havde rakt den Hammeren, greb den om Skaftet og begyndte at hamre mod Gulvet. Nogle Dage senere opdagede den, at et Søm stak noget uden for en af Plankerne paa Burets Yderside; den prøvede da først, om den kunde trykke det ind med Fingrene, men da dette ikke lod sig gjøre, hentede den sin Hammer og forsøgte at banke Sømmet ind med denne. Dr. Schmidt meddeler ogsaa Et og Andet om denne Abes Minespil og paastaar, at det var særdeles udtryksfuldt, eg at de forskj el lige Sinds- bevægelser tydeligt afspeilede sig i dens Ansigt. Til Seng benyttede Orang-Utangen en Træ- kasse uden Fødder. Saa snart Aben var staaet op, blev Kassen i Regelen taget ud af Buret, men naar man en Gang imellem havde forsømt at flytte den, benyttede Orang-Utangen Lejlig- heden til at lege med Sengen. Det morede den da øjensynligt at reise Kassen paa den ene Ende, men du den var temmelig tung- og noget vanskelig at haandtere, bar Aben sig ad paa følgende Maade: Med Hænderne greb den om Kassen saa langt nede som muligt, og’ det lykkedes den da altid at lette den ene Ende et lille Stykke op fra Gulvet. Derefter satte den Panden mod Kassen og støttede den saaledes, indtil den fik Tag’ med Hænderne under Kassens Bund, og nu kunde den uden Vanskelighed reise den paa Enden. Naar den paany vilde lade Kassen gaa tilbage, satte den ligeledes Panden imod som Støtte, for at den ikke skulde faa sine Fingre i Klemme. Et Stykke uden for Buret var der paa et Søm ophængt et Thermometer, for hvilket Orang-Utangen altid viste stor Interesse. En Dag havde den faaet fat paa et Træstykke af henimod to Fods Længde, og saa snart den et •Øieblik troede sig ubemærket, slog den Thermo- metret ned med Træstykket. Man hængte det derfor op i lidt større Afstand fra Buret, og der hang1 det sikkert, indtil det en Dag lykkedes Orang-Utangen at sætte sig i Besiddelse af en Spadserestok. Den mærkede strax, at denne var længere end det Træstykke, som den tidligere havde benyttet, og et Oieblik derefter laa Ther- mometret paa Jorden. Hos den samme Orang-Utang bemærkede Dr. Schmidt en stærk Tilbøielighed til at rykke sine skjægbærende Venner i denne deres Ansigts- prydelse, men da dette ikke altid skete med tilbørlig Hensynsfuldhed, var det ofte til stor Gene for dem, og de søgte derfor saa vidt muligt at undgaa disse Tilnærmelser fra Orang- utangens Side. Den maatte derfor søge at naa sit Maal ved List. Saaledes prøvede den en Dag at lokke en Person i Fælden ved at byde ham noget af sit Legetøi, men da dette Kneb ikke lykkedes, tog- den et Stykke Brød og rakte ham det. Manden lod da som om han vilde bide af Brødet, og det var netop derpaa Aben havde ventet. Med Lynets Hurtighed greb den Manden i Skjægget og gav nogle ret forsvarlige Ryk deri, medens dens Ansigt udtrykte en hjertelig Glæde over, at det var lykkedes den at spille Manden dette Puds. Ifølge Schmidts Mening forstod denne Orang- utang meget godt, hvad man sagde til den. Det, der navnlig bragte ham til at tro dette, var, at Åben en Dag bragte ham de forskjellige Gjen- stande, om hvilke han i dens Paahør talte mod Vogteren, og, vel at mærke, undgik de Begge i Samtalens Løb at see hen til de omtalte Gjen- stande eller paa anden Maade end netop ved Ord at lade Aben forstaa hvad de mente. Foruden den almindelige Orang-Utang eller Pongo kjender man en anden nærstaaende Form, åatyrus morio, hvis Selvstændiglied som Art dog- neppe er ganske utvivlsom. Den er noget mindre end aS. Orang. Af en langt ringere Størrelse end de i det Foregaaende omhandlede Arter ere de »lang- armede Aber« eller »Gibbonerne« (Hylobates), af hvilke flere Arter forekomme i Indiens Skove, saavel paa Fastlandet som paa de indiske Øer. De staa i intellektuel Henseende dybt under de andre menneskelignende Aber, og i deres ydre Bygning er Ligheden med Mennesket heller ikke nær saa stærkt fremtrædende som hos hine. Som en fælles og- meget iøjnefaldende