Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

137 DE MENNESKELIGNENDE ABEB. 138 Charakter maa nævnes den uforholdsmæssige Længde af deres Forlemmer, idet disse naa næsten helt ned til Jorden, naar Dyret staar opreist. Hos en af Arterne ere de mellemste Fingre, saa vel paa Forlemmerrie som paa Bag- lemmerne, indbyrdes sammenvoxede i en Del af deres Længde ligesom hos Gorillaen. De ere forsynede med nøgne Sædepuder, et Forhold, der stiller dem nærmere ved de lavere staaende Abe- grupper, og1 som ikke forekommer hos nogen af de i det Foregaaende omtalte Aber; dog ere disse Sædepuder kun af en meget ringe Størrelse hos Gibbonerne. Hos flere af Arterne findes der, lige som hos Mennesket og Orang-Utangen, 12 Par Ribben og 5 Lændehvirvler. De bedst kjendte Arter af denne Gruppe ere Siamangen (Hylobates syndactylus Fig\ 7), der ved hvert Spring en Strækning af 40 Fod eller endnu merø, og de gjøre med Lethed tre eller fire saadanne Spring efter hverandre; de see da snarere ud som flyvende Fugle end som Patte- dyr, og de ere i Stand til midt under Springet at forandre Retning. Paa Jorden bevæge de sig kun med Vanskelighed, og deres lange Arme ere dem da til Besvær. Ofte gaa de opreist, idet de benytte Armene som en Slags Balance- Stænger. Da Gibbonerne ere yderst sky og ikke gjerne lade Mennesker komme i deres Nærhed, kjender man kun lidt til deres Liv i Skovene, og da de ikke kunne taale Fangenskab i længere Tid, har man kun faa og ufuldstændige Iagttagelser over fangne Individer. Dog kjender man enkelte Træk, der vidne om en vis Intelligens hos dem. Man Fig-, 7. Siamangen’ (Hylobates syndactylus). bliver over tre Fod høi, Hulocken (H. Hidock), Unkoen (II. Rafflesii), Wauwau (77. agilis) og L a r - A b o n ‘(£7. Lav). I vild Tilstand ere disse Aber hurtigere i deres Bevægelser end Orang-Utangen, med hvem de forøvrigt, hvad Levemanden angaar, frembyde størst Overensstemmelse, idet de saa godt som udelukkende opholde sig paa Træerne. Nogle af Arterne færdes næsten kun i de for hine Egne eiendommelige Junglekrat, medens andre foretrække de mere høistammede Skove. Deres Behændighed og Klattreevne grændser til det Utrolige, og navnlig- kunne de, i Modsætning til Orang-Utangen, gjøre Spring af en aldeles for- bausende Længde. Naar de saaledes springe fra det ene Træ til det unclet, tilbagelægge de ofte har saaledes bemærket, at Siamang-Hunnerne vise stor Omhu for deres Unger, ikke alene hvor det gjælder om at frelse dem fra en truende Fare, men ogsaa hvad Renlighed angaar. Duvancel, der har havt Leilighed til at gjøre nogle Iagt- tagelser over fangne Gibboner, siger saaledes: »Det er et overraskende Syn at see, hvorledes Mødrene tage deres Smaa i Armene og vaske dem, trods deres Skrigen, samt bagefter tørre dem.« Gibbonerne udmærke sig fremfor de fleste andre Aber ved deres meget kraftige og, for nogle Arters Vedkommende, ret velklingende Stemme. Ved Solens Opgang og Nedgang- fylde de Skovene med deres forunderlige Musik, og det siges, at man kan høre deres Stemme i en Afstand af en engelsk Mil. En Unko-Hun, som