Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

139 OM GJÆRING. 140 fandtes i den zoologiske Have i London, ud- mærkede sig, ifølge Brehms Beretning, særligt ved sin mærkelige Stemme. Den skreg ofte høit og paa en ganske eiendommelig Maade og altid med aldeles bestemte Toner; den begyndte med e som Grundtone og gik'derpaa en hel Oktav opad i halvo Toner, gjennemløbende den kromatiske Skala. Grundtonen hørtes bestandigt og tjente som Forslag til hver følgende Tone. I Opgangen fulgte Tonerne bestandigt langsommere efter hver- andre, men i Nedgangen derimod hurtigere og- hurtigere, og Slutningstonen dannede hver Gang et skingrende Skrig, som Aben da udstødte med hele sin Kraft. Vi omtalte i Begyndelsen af denne Afhand- ling den mærkelige Overensstemmelse, der, trods alle Uligheder, hersker i Legemsbygningen hos Mennesket og de anthropomorfe Aber. Vi have dernæst anført en Række Exempler paa den for- bavsende Intelligens, som disse Dyr i mange Tilfælde lægge for Dagen, og af det Lidet, man hidtil kjender i denne Retning’, synes det, at de ogsaa i intellektuel Henseende nærme sig Men- nesket. Det maa dog- ikke oversees, at de Iagt- tagelser, der ere anstillede over disse Dyr i deres frie Tilstand, endnu ere yderst mangelfulde, og at det langt overveiende Flertal af de men- neskelignende Aber, som ere bievne fangede og bragte til Europa, repræsenteres af Individer, som kun have været nogle faa Uger gamle, og som det ganske vist er lykkedes at holde levende i Fangenskab i nogen Tid, men af hvilke endnu intet — endog kun tilnærmelsesvis — havde naaet sin fulde Udvikling. De faa ældre Individer, som det er lykkedes at fore levende til Europa, have naturligvis lidt langt mere ved Klimat- Forandringen og ved Tabet af deres Frihed, og de liave derfor sikkert givet et hoist ufuldstæn- digt Billede af deres frie Slægtninges Levemåde. Heller ikke have de kunnet udholde Fangenskabet saa længe som de Yngre. Det er saaledes hoist sandsynligt, at vi endnu langt fra have et rigtigt Begreb om den Aands udvikling, af hvilken disse Dyr ere i Besiddelse. (Frit oversat og betydeligt forøget af U(lg.) OM GJÆRING. AE W. B. FERGUSON. Enhver, som har aflagt Besøg i et Bryggeri, har uden Tvivl lagt Mærke til det Eiendomme- lige ved Synet af et i fuld Virksomhed værende Gjærkar. Ved Gjæringens Begyndelse er hele Overfladen dækket af et tykt, hvidligt Skum, som efterliaanden flyder sammen i besynderlige, smaa, takkede Klumper, der ere næsten snehvide og ofte sammenhobe sig i de mest fantastiske For- mer. Naar Gjæringen nærmer sig sin Afslutning, taber Skummet sin ujævne Overflade og- bliver fint, tæt og- lysegult. Vi ville nu forsøge at lære saa meget som muligt om Gjæringsprocessen, uden at gaa for dybt ind paa de af Videnskabens Omraader, der ere fremmede for Flertallet af vore Læsere. Naar en Vædske, der indeholder Druesukker, — det være sig Frugtsaft, Maltestrakt eller en Blanding af Sirup og Vand, — overlades til sig selv under fri Tilgang af Luft ved en Varme- grad af 15—20° C., bliver den i Løbet af faa Timer uklar; kort Tid efter dannes der et Skum paa Overfladen, et Bundfald afsætter sig, og samtidigt hermed sees fine Luftblærer at stige i Veiret i Vædsken, som om denne var i jævn Kogning; denne Proces betegne vi som Gjæring. I Lobet af tre til fire Dage, undertiden endog længere, vedblive Luftblærer at bortgaa i større eller mindre Mængde, alt efter Temperaturen, Vædskens Sammensætning og andre Omstændig- heder. Naar Luftudviklingen er ophørt, bliver Vædsken klar, og det viser sig nu, at den har tabt sin søde Smag; i Stedet derfor har den faaet en svag- Smag af Spiritus og berusende Egenskaber. Skummet, det saakaldte Gjær, der