Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

141 OM GJÆRING. 142 blev dannet under Gjæringen, har den Egenskab i druesukkerholdige Vædsker at fremkalde en langt raskere Gjæring, end den blotte Udsættelse for Luften vilde frembringe. Disse Fænomener lade sig let iagttage ved Gjæringen. Vi skulle nu nøiere undersøge Pro- cessen og begynde med Skummet af den gjæ- rende Vædske eller som det almindeligt kaldes: Gj æren. For det blotte Øje seer dette Stof ud som en hvidgul Kitmasse eller en næsten hærdnet Fraacle; men betragtes en ubetydelig Smule deraf med et stærkt forstørrende Mikroskop, finder man, at det bestaar af svagt gulgraa Kugler eller Blærer, som svømme i en klar Vædske. Nogle af dem flyde enkeltvis om, andre ere kjæde- eller rosenkrandsagtigt sammenhængende og have en indbyrdes noget forskjellig Størrelse, idet de i en saadan lille Kjædes Midte forekommende ere de største; Middelstørrelsen udgjor c.1/7000 Milli- meter i Tværmaal. Nøiere betragtet viser en enkelt saadan Gjær- kugle eller, som den rettere benævnes, Gjærcelle sig som en lille Sæk, dannet af det samme farve- løse, gjennemsigtige Stof, som de høiere Planters Cellevægge. Denne Sæk indeholder et slimagtigt Stof, Urslimen eller Protoplasmaet, i hvilket man seer én eller to større, lyse Pletter. En tynd- fly elende, næsten aldeles vandklar Vædske fylder disse »Hulrum« eller »Vakuoler«, som de sæd- vanligt kaldes. Sætter man lidt Anilinrøclt til Gjæren, farves Protoplasmaet, og Detaillerne kunne derved lettere skjelnes. Alle disse Celler ere levende; de voxe og formere sig. Dette kunne vi let see, naar vi bringe nogle af dem i et Par Draaber af en letflydende, ernærende Vædske og fortsætte Under- søgelsen ved Hjælp af Mikroskopet. Vi see da, at hver Gjærcelle begynder med fra Siden af at danne én eller to Udbugtninger, som efterhaanden blive større og større, imedens en Del af Moder- cellens Indhold vandrer over i dem, og der op- staar Vakuoler i denne. Naar disse Udvæxter eller Knopper ere udvoxede, løsne de sig fra Modercellen, sædvanligvis dog ikke førend de efter deres Tour have skudt lignende Knopper, og disse igjen andre, hvorved de faa Lighed med Kjæder, der ere dannede af sammenfoiede Celler (see B og- C, Fig. 1). Naar den oprinde- lige Modercelle saaledes har avlet flere Genera- tioner, dør den, og dens Indhold blandes med den omgivende Vædske. Forplantningen ved Knopskydning, saaledes som vi her have skildret den, finder altid Sted, naar GjærceHerne ere i Berøring med en Vædske, der let kommer i Gjæring; er dette ikke Til- fældet, skeer Formereisen ved Dannelsen af smaa Celler, Sporer, inden i Gj ær cellen (D i Fig. 1); disse frigjores ved Modercellens Bristning, hvilket den tydske Botaniker Max Reess først paaviste. Fig. 1. A, en enkelt Gjærcelle; B og C, Gjærceller i Udvikling, dannende Kjæder; D, en Gjærcelle med Sporer. (A, B og C 1500, D 2250 Gange forstorrede.) Engel offenliggjorde i 1872 en Redegjørelse for den af ham anvendte Methode til Undersøgelse af Forplantningen ved Sporedannelse. Han ud- vaskede noget Ølgjær med destilleret Vand for at borttage ethvert Spor af vedhængende Gjæ- ringsvædske. Den rensede Gjær udbredtes i et tyndt Lag paa en Gibsplade, der holdtes fugtig med destilleret Vand og beskyttedes imod Støv ved Hjælp af en Gasklokke. Gjæren blev fra Tid til anden undersøgt under Mikroskopet, og Engel kunde da iagttage, at imedens de gamle Gjærceller dode, voxede de yngre til og- fyldtes med en klar Slim. Men efter kort Tids Forløb begyndte to, tre eller ftre Kjærner at. blive syn- lige inden i den indesluttede, slimagtige Masse, der ogsaa efterhaanden blev grumset. Fire og tyve Timer efter var hver af disse Kjærner voxet ud til en fuldstændig Celle eller »Spore«, og til sidst frigjordes disse gruppevis, idet de dem omsluttende Modercellehinder søndersprængtes. De saaledes dannede Formeringsceller vedbleve endnu i nogen Tid at hænge sammen og for- plantede sig efter at være bievne overførte i en Gjæringsvædske aldeles lige som de oprindelige