Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

143 OM GJÆRING. 144 Gjærceller, hvilket altsaa viser, at de vare af samme Art som disse. Vi have nu faaet Rede paa saa godt som Alt, hvad en mikroskopisk Undersøgelse kan lære os om Udseendet og Væxten af det. mærkværdige Gjærstof; men Kemikerne sige os fremdeles, at Gjæren indeholder Grundstofferne Ilt, Brint, Kvæl- stof, Kulstof, Fosfor, Kalium, Magnium og Svovl, og at disse ere saaledes forenede, at de danne de fire sammensatte Stoffer, hvoraf hver Gjær- celle bestaar, nemlig: 1) Cellulose, et efter sin Sammensætning med Vedet i Træstammerne eller med Bomulden beslægtet Stof; heraf ere Cellevæggene dannede; 2) Protein, et Kvælstof indeholdende Stof, be- slægtet med Æggehviden; det udgjør Hoved- massen af den Slim (Protoplasmaet), som udfylder Gjærcellens Indre; 3) Fedt, der ligeledes findes i Protoplasmaet, og endelig 4) Vand, der fore- kommer i alle Cellens Dele og' er Hovedbestand- delen af Vakuolernes Indhold. Blander man en ubetydelig Masse Gjær, blot saa meget som af et Knappenaalshoveds Størrelse, i en Pægl let gjærende Vædske (f. Ex. en Blan- ding- af Sukker, vinsur Ammoniak, Aske af brændt Gjær og Vand i passende Forhold), bliver denne i Førstningen ikke uklar af den tilsatte Gjær; men overlades den i høi Sommervarme til sig selv, kommer den efter nogle Timers Forløb i fuld Gjæring, og det viser sig da, at de faa udsaaede Gjærceller have frembragt Myriader af nye Celler. Medens nu Antallet af Celler er blevet saa forøget, har naturligvis ogsaa Mængden af den dem sammensættende Cellulose og- Protein- substans i høi Grad taget til; men da Vædsken imidlertid ikke selv indeholder Cellulose og Pro- tein, men kun de uorganiske Stoffer, der sam- mensætte dem, er det aabenbart, at G j æ r c e 11 e r n e af uorganiske Stoffer kunne frembringe organiske, nemlig Cellulose og Protein. Kun Planter have denne Evne; det er kun saadanne, der kunne leve af uorganisk Føde; derfor maa Gjærcellen altsaa være en Plante. Vi have allerede gjort den Iagttagelse, at der under Gjæringen bortgaar Luft; denne Om- stændighed har allerede for mere end tre hun- drede Aar siden tiltrukket sig Opmærksomheden, idet den blev undersøgt af den hollandske Natur- kyndige van Helmont. Han fandt, at Dyrene ikke kunde aande eller Lys brænde i denne Luftart, og- at den i saa Henseende lignede den Luft, der ofte træffes i dybe Kjældei’e eller paa Bunden af dybe Brønde o. 1. St. Man kaldte denne Luftart »Skovgas« (»gaz sylvestre«), d. e. Gas eller Luft, som træffes paa afsides liggende Steder. Senere hen i Tiden kom man under Veir med, at denne Luftart var den samme, som den, der opstaar ved Brænding af Kalksten, ved Stenkullets Forbrænding- samt ved Dyrenes Aande- dræt, — med andre Ord den, vi nu kalde Kulsyre. Gjærcellen afgiver saaledes Kulsyre, og den indeholder ingen Stivelse. I disse to Henseender adskiller den sig fra det store Flertal af Planter, der i Sollyset udskille Ilt, og som indeholde Stivelse. Den Klasse Planter, der er bekjendt under Navn af Svampe, afgiver lige som Gjæren og Dyrene, netop Kulsyre under Lysets Indvirk- ning-. Heraf kunne vi da slutte, at Gjærcellen er en Plante, der enten er i nært Slægtskab med eller maaskee ligefrem tilhører Svampenes Gruppe. Ihvorvel Gjæren behøver Ilt for at kunne existere, er den dog ingenlunde afhængig af Luften, for af denne at faa sit Behov tilfreds- stillet. Thi dersom Luften, saaledes som den franske Naturforsker Pasteur har viist. udelukkes fra de Kar, hvori Gjæringsprocessen foregaar, formaar Gjærsvampen alligevel, naar den liar forbrugt den frie Ilt, at tilegne sig den i Suk- keret værende, idet deXe jo bestaar af Kulstof, Ilt og Brint. Vi have i Begyndelsen af denne Redegjorelse sagt, at en med Sukker blandet Vædske, under fri Tilgang af Luften og ved passende Varme- grad, af sig- selv begynder at gjære og efter en vis Tids Forløb frembringer Masser af udviklede Gjærceller. Der opstaar nu ganske naturligt det Spørgsmaal: Hvorfra komme disse Celler? Kun to Svar ere mulige, nemlig- at de enten ere dan- nede i Vædsken eller indførte udenfra. Den første af disse Antagelser, Gjæringsstoffets »Selv- dannelse«, antoges i ældre Tider for den rigtige, men en nøiagtig1 Betragtning af følgende Forsøg vil overtyde Læseren om, at den anden Antagelse er den, der har den største Sandsynlighed for sig. Man har for det Første fundet, i Gjær- svampen dræbes ved Ophedning til Kogepunktet. Tre Glasflasker, som delvis ere fyldte med en let gjærende Vædske, ophedes til Kogepunktet; Halsen paa den første tilsmæltes under Kogningen for Blæserøret, saa at den altsaa lukker aldeles lufttæt; den andens Hals lukkes med en Boni- uldsprop, medens den tredie lades aaben for Luftens Adgang. Man lader nu de tre Flasker afsvales til en Varmegrad af 25—35° C., hvilken er den for Gjæringen mest, passende Temperatur, og undersøger den nøie fra Dag til Dag1. Det varer ikke længe, inden Vædsken i den sidste (tredie, aabentstaaende) Flaske begynder at gjære, bliver uklar, afgiver Kulsyre og danner et Skum af Gjærceller. Indholdet i de tvende andre