Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

SVAMPE. 149 særlig de paa vore Kornarter optrædende, med Hvidrust paa Korsblomster, med Stribesy gesvampen paa Byg, Phoma Betae paa Beder, Phytophthora Fagi paa Bøge-Kimplanter, Pythium paa mange urteagtige Planters Kimblade. Hos de fleste af disse synes Udbredelsen af Svampen især at finde Sted ved at Spo- rerne hænger ved Værtplantens Frugter eller Frø og spirer samtidig med disse. Andre Svampe angriber først Træerne, naar disse er 1—3 Aar gamle, saaledes Rosellinia quercina og Pestalozzia Hartigii. Honningsvampen og Rodfordærveren an- griber Træerne i meget forskellig Alder, omtrent fra deres fjerde Aar, men saaledes at den først nævntes Angreb er i stærk Af- tagen, den sidstes hos Rødgran i Tiltagen med Alderen. De Pore- svampe, der trænger ind gennem Grenbrud, angriber i Regelen ikke Træerne før de er over 50 Aar gamle, fordi Bruddet da først har tilstrækkelig gammelt Kærneved. De ægte Snyltesvampe, som lever i og af Blade og urte- agtige Stængeldele, angriber i Regelen kun disse, medens de er ganske unge og friske, hvorimod de angribes al Raadsvampe, naar de begynder at slappes og visne. De i Træernes Ved perennerende Mycelier af de Svampe, som foraarsager Kræft hos mange Løvtræer og hos Lærk, vokser videre under Træer- nes Hviletid, medens de hemmes i deres Vækst i Sommer- tiden; under den egentlige Vækstperiode kan Træerne over- hovedet bedre modstaa Svampeangreb paa Stamme og Grene end i Hviletiden. Blomster og Frugter angribes hyppigst af Snyltesvampe i deres første Udviklingstrin og kan ofte i længere Tid vokse videre tilligemed Myceliet, f. Eks. Grankogler an- grebne af Rust, Blommer angrebne af Taphrina. Tilpasning (Akkomodation). Tilpasningen mellem Vært og Snylter varierer paa forskellig Vis, dels eftersom Svampene er mere eller mindre udpræget parasitiske, dels med Hensyn til samme Svampearts Op ti æden paa forskellige Værtplanter. Hvad det første Spørgsmaal angaar, kan man sige, at jo niere udpræget parasitisk Svampen er, des mere er den bunden til en begrænset Gruppe af Værtplanter. Hypertrofyterne holder sig i Regelen til en enkelt Planteart eller højst til Arter af samme Slægt eller dog meget nærstaaende Slægter, saaledes som Tilfældet er med Arterne af Taphrina, Exobasidium, de hekse- kostdannende Rustsvampe, naar man da ser bort fra det hos disse forekommende Værtskifte. Det samme Forhold linder