Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

228 SVAMPEFAMILIERNE. Tuburcinia Prim uli cola (Magnus) har i Modsætning til de øv- rige her omtalte Brandsvampe en rig Udvikling af Knopceller, der danner et hvidt Lag inden i Blomsterne, især paa Støvdragerne, og kan fylde hele Blomsterknoppen; senere udvikles i samme Blom- sters Frugtknude et sort Pulver bestaaende af Sporeballer, der er dannet af talrige, indbyrdes sammenvoksede Brandsporer. Foruden paa vore vildtvoksende Arter af Primula træffes den ogsaa paa Pri- mula veris i Haver; i England har den gjort en Del Skade paa denne Plante. — Graphiola Phoenicis (Moug.) optræder paa Blade af Daddelpalmen i Væksthuse, og er i de sidste Aar ogsaa fundet et Par Steder her i Landet. Dens Plads i Systemet har været meget omtumlet, og den har været henført baade til Ascomy- ceter og Rustsvampe, men antages nu af de fleste at maatte rettest henføres til Brandsvampene. Den danner paa Bladene talrige smaa, sorte, haarde Beholdere, der indeholder den bleggule Sporemasse, bestaaende af de meget smaa, kugleformede, næsten farveløse Sporer. Forebyggelsesmidler mod Brand. Brand i Sæden hører til de Sygdomme, mod hvilke man allerførst har begyndt at anvende Forholdsregler, endog længe før man anede Aarsagen til Sygdommen eller gav Skylden til stikkende og brændende Solskin, giftige Taager, Insektstik, for kraftig eller mangelfuld Ernæring osv. Det var først mod den saa frygtede Stinkbrand i Hvede at man begyndte at anvende forebyggende Midler, og utallige er de Forslag og de Forsøg man i saa Henseende har bragt frem og udført. Vor ældre Landbrugsliteratur er rig paa Meddelelser herom, især under Navn af Læskning, Vadskning, Syltning og Bejsning af Saa- kornet før Udsæden. Man troede dels at den gode Virkning beroede paa at de daarlige Hvedekorn blev dræbte ved denne Behandling, dels paa at Kornene blev omgivne med et beskyt- tende Dække, en Slags Bejse, eller at den pirrede Kornets Livs- virksomhed. Til denne Bejsning har f. Eks. været anvendt Saltlage, Tjære, Urin, Askelud m. m., ofte blandet med Mel- kalk; allerede for omtrent 150 Aar siden meddeler Tillet talrige Forsøg med disse og andre Midler. En Metode som længe har været anvendt hos os og vel endnu bruges nogle Steder er Kalkning af Saahveden, hvilket bestod i at blande denne med friskbrændt Kalk, overbruse Bunken med Vand og lade den henstaa et Par Døgn; den herved dannede Ætskalk dræbte de ved Kornet hængende Svampesporer, uden at skade Hve- dens Spireevne kendelig, men havde den Mangel at det næppe