Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

brandsvampf:. 229 var muligt at faa alle Kornenes Overflade i Berøring med Kal- ken, saa at en Del af Brandsporerne undslap Ødelæggelsen. Dette Bejsemiddel blev de fleste Steder afløst af B laa stens- behandling, som allerede blev foreslaaet af Prévost i Begyn- delsen af det 18. Aarh., men som navnlig blev bragt alminde- lig i Anvendelse efter den stærke Anbefaling Jul. Kuhn gav den i Midten af det 18. Aarh. Først bestod denne Bejsning i at man overbruste de paa Logulvet bredte Hvedebunker med Op- løsningen af Blaasten (svovlsurt Kobberilte); men den forbedrede Metode Kuhn var Talsmand for, bestod i at Blaastensopløsnin- gen fyldtes i store Kar, hvori Saahveden blev kastet saaledes at Vædsken stod en Haandsbred over Kornet. Herved opnaas Sikkerhed for at ethvert Korn kommer i Berøring med Væd- sken og endvidere har man den Fordel at man ved Omrøring af Vædsken faar de hele Brandkorn, som er undgaaet at blive slaaet itu under Tærskningen, til at svømme ovenpaa og saa- ledes let kan afskummes. Man tilbereder Vædsken ved at op- løse den knuste Blaasten i varmt Vand og derefter tilsætte saa meget koldt Vand, at den passende Fortynding er opnaaet. Jo svagere Opløsningen er, des længere Tid maa Hveden hen- staa deri; man anvender x/2 til 2 pCt. Styrke, d. v. s. 12 til 50 Kvint Blaasten til en almindelig Spand Vand (omtrent 25 Pd.)> saaledes at der ved den svageste Opløsning fordres Henstand i samme i et Døgn, ved den stærkeste kun Døgn. Derefter spredes Kornet paa Logulvet for at tørres saa meget at det kan saas, hvortil næppe behøves et Døgn. Ved denne Be- handling er dog den Ulempe at en Del Hvedekorn mister deres Spireevne, og en Del af de spirende Hvedeplanter er bleven saa svækkede at de let gaar ud om Vinteren, idet Kobberop- løsningen trænger ind gennem fine Ridser i Skallen og dræber eller svækker Kimen; man maa derfor anvende noget mere Udsæd end ellers vilde være fornøden. Dette spiller kun en ringe Rolle ved Hvede som er tærsket med Plejl eller ved Hestekraft, men damptærsket Hvede kan i Almindelighed ikke, uden at tabe betydeligt i Spireevne, taale hverken saa lang Henstand i Vædsken eller saa stærk Opløsning, som er nød- vendig for at dræbe Sporerne. Det vil derfor være rigtigst at undgaa damptærsket Hvede til Udsæd, hvis man afsvamper med Kobberopløsning. For at undgaa et for stort Tab i Spire- evnen har Kuhn i nyere Tid bragt den Ændring i Forslag, at der, efterat Kornet har henstaaet i ]j2 pCt. Blaastensopløsning i 1/2 Døgn og Vædsken er hældt fra, paagydes Kalkmælk (til 100 Pd. Korn 6 Pd. brændt Kalk i 110 Potter Vand), som man un-