Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

PORESVAMPE. 345 Frugtlegemets Form er højst forskellig: skorpeagtig tiltrykt (resupinat), saa at hele den fri Overflade er bedækket med Po- rer, hovformet, konsolformet, d. v. s. at enten hele Frugtlegemet eller dog den øverste ombøjede Rand staar vandret ud ha Træet, grenede Stokke, randstillet Stok, midtstillet Stok. Lige- saa variabel er Frugtlegemets Substans: hindeagtig, kødet, læderagtig, korkagtig, træagtig. Frugtlegemets Indre (Kødet) varierer i Farve fra hvidt til mørkebrunt og Basidiesporerne er farveløse eller brune. Man har ved Hjælp af disse mange Forskelligheder søgt at dele denne paa Arter saa rige Slægt i flere Slægter, men disse Forsøg har dog endnu ikke iørl til no- gen almindelig anlagen Deling. En af de Slægter, man først har søgt at udskille fra Polyporus, nemlig Trametes, er al de fleste atter opgivet, idet den Karakter, der skulde begrunde 1 ra- metes, er altfor vaklende, nemlig at Rørene skulle naa ulige langt ind i Frugtlegemet og saaledes ikke danne et skarpt be- grænset Lag. Poresvampene nærer sig saa godt som alle al Ved, men dette kan enten være dødt, saasom Træstubbe, Vindfælder og ophugget Ved — de kaldes i sidste Tilfælde Tømmersvampe — eller levende Dele af endnu voksende Træer. Del er da kun de sidste, der faar Betydning i Plantepatologien, og de maa i Almindelighed henføres til Halvparasiter, idet Hylerne sædvan- lig kun kan bane sig Vej i det ældre funktionsløse Ved. De kan derfor i Regelen kun naa ind i Træerne gennem Saar saa dybe, at de naar ind i de ældre Vedlag, hyppigst gennem Brud af tykkere Grene, dybere Spættehuller, sjælden gennem Roden. De af Sporerne udviklede Hyfer borer sig ind gennem Celle- væggene i Veddet, og breder sig efterhaanden overalt i de ældre Aarringe. Naar Smitten har fundet Sted gennem et Grenbrud følger Hyferne Grensporet ind mod Stammens Midte, hvorfra de rask vandrer baade opad og nedad, langsommere i periferisk Retning, hvor de standses eller dog svækkes i deres Vækst, naar de er naaet til de ydre livskraftige Aarringe. Paa Grænsen mellem det frønnede og det friske Parti findes i Regelen et brunt Lag hidrørende fra den Dekomposition, som et af Svam- pens Hyfer udviklet Ferment foraarsager'i det friske Ved; det synes væsentlig at være denne brune gummiagtige Masse, der tjener til Svampens Ernæring. Først naar dette i Iiæeines Indre vandrende Mycelium kan naa til Overfladen, enten gen- nem et Grenbud eller et Saar paa Stammen eller hvor Myceliet selv faar Held til et eller andet Sted at dræbe Veddet lige til Barken, bliver det i Stand til at udvikle Frugtlegemer.