Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

346 SVAMPE FA MI LI E RN E. Poresvampene hører til de skadeligste1) Svampe for al Træ- vækst; vel dræbes Træerne i Almindelighed langsomt, naar und- tages ganske unge Træer, der dog sjælden angribes af Pore- svampe ; men den tidligt begyndende Kærneforraadnelse — Rødmuld, Hvidmuld — tiltager i Regelen stærkere end Træets samtidige Tilvækst, og Træet har saa godt som ganske tabt sin Værdi, i hvert Fald som Gavntømmer. Da man ikke er i Stand til at standse Myceliets videre Vandring i Træets Indre, naar det først har faaet Indpas, vil det være rigtigst at fælde saa- danne Træer, saasnart det opdages at de er angrebne, da deres Værdi aftager Aar for Aar, ligesom det ogsaa gælder om, ved de bekendte Midler at hindre Svampesporerne i at spire og med sine Hyfer at trænge ind gennem Grenbrud eller andre dybe Saar. At Afhugning af de udviklede Frugtlegemer ikke paa nogen Maade gavner selve det angrebne Træ følger af sig selv; men en fjernelse af dem bør jo ske for at hindre Sporerne i at smitte andre Træer. Idet Poresvampenes Mycelium arbejder i Træernes Indre og destruerer Veddet, fremkaldes herved saa mange forskellige Farvenuancer, Figurer og Omdannelser af Veddet, at de i mange Tilfælde kan tjene som Kendetegn paa, hvilken Svamp der har været paa Færde, idet hver Art i Regelen har sin Maade at destruere Veddet paa. De herhen hørende Undersøgelser er især udførte af Rob. Hartig2 og belyst ved Hjælp af talrige ko- lorerede Pigurer. I Regelen vil det frønnede, udtørrede Ved have Tilbøjelighed til at springe itu i parallelopipediske Brud- stykker. Rødstribet Ved er Tegn paa at Træet er angrebet af Svamp; saadant Tømmer gaar let over i tør Forraadnelse, uden at Svampens Frugtlegeme naar til Udvikling, og dens Art er da næppe mulig at afgøre; naar det henligger i fugtige Omgi- velser viser Frugtlegemerne sig i Regelen efter en Tids Forløb. ]) Det hedder rigtignok om Svampe paa Træer i Esaias Fleiseher: »Forsøg til en Undervisning i det danske og norske Skov-Væsen«, 1779, S. 338: »En rød Bark paa Bøgen viser, at Træet er meget gammelt og af Soelen udtørret; Svampe, naar de sette samme ud, eller Grøn- og andre Spetter hugge Huller i det efter smaa Orm, som søge de fordærvede Vædsker, vil jeg ikke tale om, thi de ere saa aabenbare Fordærvelses Beviis, at man ikke vel kan troe nogen saa ukyndig, der jo maatte kiende samme«. 2) Die Zersetzungserscheinungen des Holzes. 1878.