Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

NECTRIACEAE. 505 Udseende og som hver især i Spidsen bærer en ægformet Knop- celle1). Den unge Meldrøjer udvikler, samtidig med Knopcel- lerne, en olieagtig, klæbrig, sødlig Vædske af bleg gulagtig Farve og skarp Lugt, og som har Lighed med den af Bladlus udson- drede »Honningdug«. Denne Vædske flyder ud mellem Avnerne, medførende i stedste større Mængde de omtalte Knopceller, og breder sig ikke alene over Akset, men ogsaa ned ad Straaet og over Bladene. Forskellige Insekter opsuge med Begærlighed denne Vædske, der ogsaa bliver hængende ved deres Krop, og derved føres Knopcellerne omkring til andre blomstrende Rug- planter og andre Græsser, som derved smittes i stedse større Mængde, saalænge der findes blomstrende Skud. Vinden bi- drager for saa vidt til at brede Svampen ved Hjælp af Knop- cellerne, som de af Honningdug klæbrige Aks herved bringes i Berøring med Naboaks i Kornmarken og smitter disse. Svampens næste Udviklingstrin bestaar i, at den bløde Mel- drøjer nedenfra begynder at stivne, faar en jævn Overflade og antager en graaviolet, tilsidst blæksort Farve, samtidig med at den forlænges stærkt og rager mere eller mindre langt ud af Avnerne. Meldrøjerens Indre vedbliver at være hvid, men er nu haard og fast, Formen er langstrakt, trind eller svagt kantet og furet, ofte lidt krummet; Størrelsen er højst forskellig og retter sig væsentlig efter den forskellige Størrelse af Græsarternes Blomster, saa at den 1. Eks. hos Marehalm og Rug kan opnaa en Længde af 2 til 3 Ctm. og en Tykkelse af indtil x/2 Ctm., medens den f. Eks. hos Draphavre og Fløjlsgræs kun bliver omtrent V2 Ctm. lang og meget slank, næppe over 1 Mm. tyk; hos Hundegræs og Rørgræs er de lange, tynde og stærkt krum- mede. Svampens Rolle som Snylter er nu forbi, Meldrøjeren falder til Jorden eller føres med Sæden ind i Laden. Det næste Afsnit al Svampens Udvikling finder først Sted efter en Overvintring. Om Foraaret kommer der nyt Liv i de paa Marken tilbageblevne Meldrøjer eller i saadanne, der er ført tilbage hertil med ikke tilstrækkelig renset Saasæd eller med Gødningen, hvis man har bragt Afrensningen paa Møddingen. Man kan let faa Lejlighed til at forfølge den Udvikling, som nu foregaar, ved om Vinteren at udsaa nogle Meldrøjer i Jord eller Sand i en Urtepotte, saaledes at de kun er halvvejs ned- sænkede i Jorden, der holdes jævnt fugtig, og dækker Urte- potten med en Glasplade, for at undgaa Udtørring. Der viser *) Tidligere beskreven som en selvstændig Svamp under Navn af Sphacelia segetum.