Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

506 SVAMPEFAMILIERNE. sig da om Foraaret paa Meldrøjerens Overflade flere eller færre bleggule Vorter, som hver især efterhaanden udvikler sig til et Frugtlegeme *), bestaaende af en omtrent 1 Ctm. lang, sædvanlig bugtet, rødviolet Stilk, som ved Grunden er omgivet af en tæt Krans af hvide Børster og i Spidsen bærer et kugleformet, gult eller rødt Hoved, besat med fine Vorter, nemlig Mundingerne af de i det omtalte Stroma nedsænkede, flaskeformede Spore- huse. Disse er fyldte med lange, kølleformede Sporesække, der ved Modningen brister paa tværs og de otte lange, traadformede Sporer slynges stødvis ud i Luften med mekanisk Kraft. Dette sker i det fri paa den Tid Korn og Græsser begynder at blomstre, Sporerne føres af Luftstrømninger til Vejrs og for saa vidt de naar Blomsterne, begynder den ovenfor beskrevne Omdannelse af Frugtknuden. Antallet af de røde Frugtlegemer, der udvikles af samme Meldrøjer, retter sig væsentlig efter dennes Størrelse og kan variere fra el eneste til mindst halvtreds, hvilket Antal jeg har bemærket paa en Meldrøjer af Byg og som er i Stand til at producere langt over en Million Sporer. Ogsaa Størrelsen af Frugtlegemerne er afhængig af Meldrøjerens Størrelse og hvad Stilkens Længde angaar ogsaa af den Dybde, hvori Mel- drøjeren ligger i Jorden, saa al den for at arbejde sig op til Lyset undertiden bliver et Par Ctm. lang. De primære Mel- drøjer, der fremkommer som Følge af den egentlige Spores Spi- ring i en Frugtknude, er sædvanlig de største, men findes kun i ringe Antal, medens de senere udviklede, sekundære Meldrøjer, der opstaar som Følge af Knopcellernes Spiring i Frugtknuderne, er mindre men talrigere. Paa de senest blomstrende Eksem- plarer af Korn- og Græsarter optræder sædvanlig flest Meldrøjer, fordi Knopcellernes Antal efterhaanden tiltager, indtil der bliver Mangel paa blomstrende Græsser, hvorefter de alter aftager; derfor er ved tvemodén Sæd de sidst udviklede Sideskud hyp- pigst angrebne af Meldrøjer, og det samme er Tilfælde med silde saaet Sæd. At Randen af Kornmarkerne er stærkest an- greben, ligger dels i Insekternes ivrigere Færden her, dels i Naboskab med de her voksende, med Meldrøjer befængte Græs- ser. Medens man hos Kornarterne oftest kun træffer nogle faa Meldrøjer i hvert Aks, kan der hos mange andre Græsarter, f. Eks. Rajgræs, Rørgræs og Hundegræs, hyppig vise sig mange Meldrøjer i samme Aks eller Top. Den danske Botaniker Schumacher synes at være den første, der har be- mærket disse Frugtlegemer, uden dog at sætte dem i Forbindelse med Meldrøjer (Enumeratio plantarum, 1803, S. 176).