Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

538 SVAMPEFAMILIERNE. kom mi i* 1). Den angriber Træer af enhver Alder, i alt Fald fra toaarige Lærke i Planteskoler til de ældste Træer; værst optræder den dog i Regelen i Bevoksninger fra en halv Snes til omtrent 30 Aar. Den angriber baade Stammer og Grene fra de ere aargamle, men ikke det første Aars Skud, ikke heller Rod, Naale eller Kogler. Allerede M. Willkomm2) gav en ret god og med Afbildninger forsynet Beskrivelse af denne Svamp og dens Angreb paa Lærk, men han henførte den urigtig til Corticium amorphum Fries, som kun har habituel Lighed med Lærkesvampen, men ellers staar den fjernt. Den blev senere anbragt paa sin rette Plads blandt Pezizaceae af Rob. Hurtig3), som underkastede den en ny grundig Undersøgelse. Svampens Udvikling er følgende: Sporerne spirer i Saar, der kan fremkaldes af mange Aarsager, Gnidning af Grene mod hinanden, Insektgnav, Snetryk m. m., og som kun behøver at naa gennem Barken. Hos ganske unge Lærketræer, hvis Bark endnu er tynd, synes Sporerne dog med deres Spirehyfe at kunne trænge ind gennem den ubeskadigede Bark, begunstiget af den fugtige Luft tæt ved Jordoverfladen. Det rigt forgrenede, kraftige Mycel breder sig væsentlig intercellulært i Bark og Bast, der svulmer op og bliver rødbrun, under stærk Terpentin- udvikling, men det kan ogsaa trænge ind i Vedlagene, lige til Marven, dræbende Cellevævet og farve det brunt. Hos unge Stammer eller Grene kan Myceliet naa helt rundt og dræbe dem i kort Tid; hos ældre Grene og Stammer fremkaldes ensidige, lordybede Kræftsaar, som vedbliver at vokse i Omfang og Dybde i flere Aar, indtil de nævnte Aksedele gaar til Grunde. Kræft- saarene laar snart en sortagtig Farve, hidrørende fra at de ydre døde Dele angribes af forskellige Raadsvampe. Lærkesvampen vokser og trives fortrinsvis om Efteraar og Foraar, medens dens Vækst er standset om Sommeren, og der dannes om Foraaret, paa Grænsen af det syge og friske Væv, et Korklag, som be- r) Skønt det praktisk uheldige i Navneforandringer fører den stadig fremad- skridende videnskabelige Forskning det undertiden med sig som en Nød- vendighed, at et nyt Navn maa indføres. I dette Tilfælde er det bleven uundgaaeligt at anvende et nyt Slægtsnavn paa Grund af, at der nu er beskrevet over 3000 Arter af den Svampegruppe, som man tidligere slog sammen under Slægtsnavnet Peziza, som det derfoi- har været nødvendigt, i Analogi med andre Svampegrupper, at dele i en Række Slægter, som hver maatte have sit Navn; den nye Slægt, hvortil den her omhandlede Svamp hører, har man kaldt Dasyscypha. 2) Die mikroskopischen Feinde des Waldes. 1866. S. 167—216. 8) Untersuchungen aus d. forstbotan. Institut zu Munchen. I. 1880. S. 63—85.