Bakterier og Serum

 24 k o f f givne Forklaring, som man en Tid lang var kommen bort fra for nu igen at indrømme den større og større om ikke afgørende Betydning. Stri- den er endnu staaende, men Hovedpunkterne af, hvad man er bleven enige om, skal jeg her gengive• Efter en overstaaet smitsom Sygdom ses ofte de hvide Blodlegemer (Ædecellerne, Fagocyterne) propfulde af Bakterier, som for største Delen er dræbte. Nu har de faaet Bugt med dem. De skulde da efter denne Dyst være bievne vænnede til at modstaa Bakteriernes Angreb, saa disse for Fremtiden, saa længe den erhvervede Immunitet varer, ikke formaar at vinde Fremgang i Organis- men. Ganske vist varer en Ædecelles Liv ikke ret længe, men den efterlader sig Afkom ved Deling, og dette Afkom skulde saa arve Forældrenes Egen- skab, at kunne staa sig mod Bakterierne, gennem flere Generationer. Der er indvendt herimod, at i visse Tilfælde forsvinder Bakterierne uden Ædecellernes Medvirk- ning. Man mente til Gengæld at det var Stoffer i Blodet, der gjorde det af med Bakterierne, og at Ædecellerne ofte kun havde det Hverv at skaffe Ligene bort, med andre Ord, at Immuniteten skyldtes Virkningerne af visse Safter, der særlig findes i Blodet. Men saa rejser det Spørgsmaal sig, hvorfra disse Safter eller særegne Stoffer stammer, og i dette Punkt begynder Modstanderne at mødes (Metschni- k o f f og Bu ch ner). Buchner fra München) var den første, der gjorde opmærksom paa, at Blodvædsken (Serum)