H. C. Ørsteds Arbejdsliv I Det Danske Samfund

H. C. ØRSTED OG VIDENSKABERNES SELSKAB LXXXVII med Molbechs Modbemærkninger henlægges i Arkivet. »Antegnel- ser« findes der, men Molbechs Bemærkninger er der ikke. Selskabets Jubilæum blev højtideligholdt i Universitetets Solen- nitetssal med en Tale af Ørsted, væsentligt om videnskabelige Sel- skabers Opgaver og Natur. Festen, der foregik om Aftenen, mistede noget af sin Glans, ved at Belysningen svigtede. Det fremgaar af en Redegørelse fra Forchhammer, at Lamperne alle gik ud eller brændte daarligt, og at Lysene brændte ned. Betjenten, Irgens, skulde sørge for Belysningen, og hans Regning paa denne — 60 Rbd. — ledsages da af et Undskyldningsbrev, hvor han fortæller, at han har købt af den fineste Lampeolie, og der maa have været nok. I samme Brev benytter han Lejligheden til at indmelde sin 15aarige Søn til efter Konfirmationen at gaa paa den polytekniske Lærean- stalts Værksteder — han har maaske tænkt sig hermed at gøre et gunstigt Indtryk paa Ørsted, og derved dæmpe hans Misfornøjelse. Forchhammer er vred, og vil trække 20 Rbd. fra Regningen. — Ju- bilæet er altsaa i det Hele ikke forløbet uden Mislyd. Den tilsyneladende ubetydelige Modstand, som Ørsted mødte i Spørgsmaalet om Videnskabernes Selskabs Historie, har maaske været et Tegn paa en noget dalende Indflydelse i Selskabet. A. S. Ørsteds Popularitet var i stærk Dalen i frisindede akademiske Kredse, og H. C. Ørsted ramtes af en lignende Skæbne, der i de nærmest følgende Aar førte til Dagbladsangreb af ret ondartet Karakter; det er da ikke utænkeligt, at der ogsaa er vaagnet en kritisk Stemning overfor ham i Selskabet. Der er tilmed Tegn paa, at det rent forret- ningsmæssige ved Sekretærstillingen blev ham byrdefuldt; i Arkivet finder man Exempler paa, at Breve har ligget ubesvarede i flere Aar, at Forsendelser er gaaet tabt o. I., og Jap. Steenstrup omtaler ham i et Brev fra denne Tid som »Videnskabernes Selskabs meget uordentlige Sekretær«.1 Nogen anden Modsætning til Selskabets Medlemmer er der dog ikke at spore. Ligeledes maa man sige, at i større Ting, som skal afgøres i Selskabets Navn, viser Ørsted sig i disse Aar i sin fulde Aandskraft. I 1846 fik saaledes Selskabet fore- lagt et af de mange Spørgsmaal, der rejste sig i Forholdet til det holstenske Ridderskab, og i den Afgørelse, Ørsted foreslog Selskabet, viser han sin sædvanlige Klogskab og Fasthed, som det kan ses af den følgende Skrivelse: 1 »Tilskueren« 1915. S. 92.