H. C. Ørsteds Arbejdsliv I Det Danske Samfund

H. C. ØRSTED OG VIDENSKABERNES SELSKAB LXXXIX beide, som man baade for Expeditionens og for Exemplets Skyld maatte ønske undgaaet, tvivle vi ingenlunde paa, at det vil blive udført med den Kjærlighed til Videnskaben og den Velvilie mod det høitskattede Kieler Universitet, hvormed Opgaven bør løses. Kjøbenhavn d. Februar 1846. Til det kongl. Danske Vidensk. Selsk.«1 Ørsted havde mange repræsentative Pligter i sit Forhold til Sel- skabet, og han har med Forkærlighed opfyldt dem; mange er de Taler, han har holdt ved festlige Lejligheder, saavel Glædes- som Mindefester; stilfulde og værdige var de alle. Mange af hans Taler over afdøde Medlemmer har en næsten personlig Karakter i den Forstand, at mange af de Ting, han frem- hæver, kan bruges som Karakteristik saavel af Taleren som af den, han skildrer. Læser man f. Ex. følgende Afsnit af hans Tale over Selskabets Præses, Grev E. H. Schimmelmann, der døde 1831, kunde man ombytte Navnet »Schimmelmann« med »H. C. Ørsted«, og Skildringen vilde passe. Schimmelmann var født 1747, og Ørsted omtaler Ejendommeligheder ved den Tidsalder, livori Schimmel- mann levede sin Ungdom: »Selvtænksomhed blev mere og mere almindelig, og udbredte Lys over mange af Livets forhen tanke- løseste Forretninger. I Betragtningen af de dannende Kunster lagde den Grunden til en ny Tænkemaade. I Poesien blev Spiren lagt til den Blomstertid, Aarhundredets Slutning beundrede. Alle Viden- skaber begyndte en friere Flugt. Agtelse for Menneskeheden i hver enkelt Person, og uegennyttig Bestræbelse for at hævde ogsaa de Ringeres Rettigheder, blev fra nu af mere og mere en Bestanddeel af den Dannelse, Tidsalderens Oplysning medførte. I denne Tids- alder var det da, at Schimmelmanns Aand tog sin Retning. Denne Retning var vistnok begrundet i hans eget Væsen; men at Tids- alderen begunstigede den, tør man baade antage, efter dens Aand i Almindelighed, og efter den Lighed i Tænkemaade, man har iagt- taget hos flere ypperlige Mænd, hvis Ungdom laldt i dette Tidsrum. En vis høi Tillid til det Velgjørende i Oplysningens Udbredelse, en Glæde ved at omgaaes med Videnskabernes og Kunstnernes Dyr- kere, og i deres Omgang dobbelt at nyde deres Værker, et varmt Ønske at hæve de lavere Klasser op til en mere menneskeværdig Tilstand, synes mig at have udmærket disse Mænd; men sjelden 1 V. S. A. 1846. Nr. 5836.