H. C. Ørsteds Arbejdsliv I Det Danske Samfund

H. C. ØRSTED OG VIDENSKABERNES SELSKAB XCI over Kong Christian d. 8de. Han havde flere Gange talt til og om denne Mand, der fra sin Ungdom havde vist Naturvidenskaben i Almindelighed og Ørsted i Særdeleshed varm Interesse. Jubilæums- talen i 1842 sluttede med en Tak til Kongen, som Selskabets høje Velynder. Han havde som Kronprins været Selskabets Præsident og ved sin Tronbestigelse gav han »det allernaadigste Tilsagn ikke at ville Iræde ud af sin Forbindelse med Selskabet; stedse har han siden ladet sig Beretning forelægge om hvert Mødes Forhandlinger, og ved det aarlige Møde, hvor Selskabets vigtigste Bestyrelsessager afgjøres, nyder det den Lykke at samles om ham og see ham ind- tage sit Forsæde der«.1 Efter Kongens Død holdt da Ørsted i Januar 1848 en varmt følt Mindetale over ham. Den tryktes først flere Maaneder efter og er i sin trykte Form noget mere mat, mindre veltalende end andre og mindre højstemt, end man skulde vente. Man kan af Slutningen se, al han har skrevet den under Følelse og Tryk af uvenlig Kritik saavel overfor Talen som især overfor den, den handler om, og Ørsted antyder, at Stemningen er slaaet om i de Maaneder, der er forløbne fra Talen blev udarbejdet og holdt, til det Tidspunkt, da den blev trykt; der findes blandt Ørsteds efter- ladte Papirer en for det begivenhedsrige Foraar karakteristisk Brev- vexling med Schouw om denne Sag, inden Talen blev trykt. Schouw skriver til Ørsted d. 8/4 1848: »Jeg har giennemlæst Deres Mindeskrift over Chr. d. 8de, som jeg ikke fik Leilighed til at høre. At min Dom over den Heden- gangne er meget forskiellig fra Deres, veed De, og jeg skal ikke søge at virke paa Deres. Forfatteren af et saadant Mindeskrift maae naturligviis giengive det Billede, han har dannet sig, og dertil have fuld Frihed. Men derimod troer jeg at han maae vogte sig for at giøre sin Anskuelse til hele Landets, naar han ikke har fuld Vished om at hans og Landets Anskuelse falde sammen. Det er især et Sted i Mindeskriftet, som i saa Henseende har stødt mig. Det er Udtrykket S. 2 »del sørgende, elskende og beundrende Danmark«. Jeg holder mig overbeviist om, at ikke een af hundrede elskede den Afdøde eller sørgede ved hans Bortgang, at ikke een af Tusinde beundrede ham. — Ved at tale med Folk af alle Klasser, tror jeg, De vil forandre Deres Mening. Maaske var Folket noget ubillig imod ham, men det elskede og beundrede ham bestemt ikke. Deres Schouw«.2 1 Mindetalen over Chr. d. 8de. Saml, og efterl. Skr. Bd. 8. S. 167. * H. C. Ørsteds Breve. B.U.H. L*