Automobilet og dets Behandling
1. Del Automobilets Konstruktion

171 maskinen, d. v. s. den Mekanisme, som benytter Kraften til at udføre det Arbejde, vi har Brug for, i det givne Tilfælde: at flytte os henad Landevejen. Forinden vi kommer nærmere ind paa de mange forskellige Detaljer, hvoraf denne Arbejdsmaskine bestaar, vil det dog være rigtigst at skaffe os et samlet Overblik over Under- stellet ved Hjælp af de to Figurer 119 og 120, som viser Opstalt og Plantegning af et moderne Automobilchassis til en Personvogn. Under vor Beskrivelse af disse Af- bildninger kan det næppe undgaas, at vi kommer til at berøre et og andet Punkt, som vi allerede, har beskæf- tiget os med i det foregaaende; men det kan jo aldrig skade at standse paa Vandringen og rette Blikket baade tilbage over den Vej, man har gaaet og fremad over den Vej, man skal gaa. Det er netop paa denne Maade, man faar det rette Overblik. Betragter vi en Arbejdsmaskine — en Presse, en Drejebænk, en Boremaskine el. lign. —, saa finder vi, at Maskinens enkelte, arbejdende Organer er samlede og forbundne ved et Skelet, en Ramme, et Stel, kort sagt: Maskinens Fundament. Dets Stivhed og Soliditet er som oftest en væsentlig Betingelse for Maskinens gode Ar- hej dsmaade. Saaledes finder vi ogsaa ved Automobilet, at alle mekaniske Organer: de kraft udviklende, de kraft omdannende og de kraft forbrugende er samlede og forbundne til et fælles Hele ved Hjælp af Stelrammen. I de første smaa Automobiler var Stelrammen bygget paa lignende Maade som et Cyklestel af trukne og sam- menloddede Staalrør. Efterhaanden som Vognene tiltog i Vægt og Kørehastighed, viste den Slags Rammer sig dog for eftergivende, og man begyndte nu at anvende valsede Staalbjælker i L- og T-Form; først paa et langt senere Stadium konstruerede man Maskiner, som kunde presse Stelrammens Vanger og Tværstykker af Staal- plader, ja, man er nu naaet saa vidt, at man stanzer og presser Stelrammen fuldt færdig ud af en eneste Staal- plade. Rammens Hovedbestanddele er de to Sidevanger, som i Almindelighed er indsnevrede i det vandrette Plan fortil, for at give Plads til Forhjulenes Udslag under Drejninger, og forkrøbbede opad bagtil af Hensyn til Fjedrenes og Bagakslens Anbringelse. De to Vanger