Læren om haandværks redskaber

192 Skiven og altsaa tillige Spindlen med hvilken Ha- stighed f han vil. Ofte har man saaledes som og i Figuren er afbildet oven paa den forste Skive, der paa sin Overflade er tilstrækkeligt rue og ujevn, endnu en los Skive, der forneden ligeledes er ujevn, for at kunne rette hvad Punkt af den paalagte Leer- klump inan vil, ind i Centrum, eller for at kunne paasætte Former, om hvilke Leret skal formes. Af Vigtighed ved en Skive, der stal dreje nojag- tigt, er det, at Spindlen staaer fuldkomment lod- ret, og nsjagtigt drejer sig om uden at vakle, samt at Skiven, hvorpaa Leret lægges, staaer fuldkorn, men horizontalt og tillige er urokkeligt befæstet til Spindlen. Det er ligeledes nødvendigt, at den er gjort saaledes, at den ikke kaster sig; i England gjor man den af Stobejern, hvilket er at foretr«kke. Undertiden har man og staaende en Opstander paa Arbejdsbordet, der kun bestaaer af en paa den mod Arbejderen vendte Side rund Jernstang, paa hvil- ken ereafsatte Tommer, Linier o. s. v., og efter dens hele Længde trukket en paalangs gaaende Linie. Uden om denne Stang fatter en Hylse, der kan ffydes op og ned paa Stangen, og ved Friktionen holdes paa hvad Punkt man vil; til større Sikkerhed har den og en Etilleskrue, og paa et vift Sted paa sin oberste Rand et Mlrrke. Zgjennem Hylsen gaaer en fiirkantet/ ligeledes inddeelt, Zernlinial, der fortil