HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

 C 30 Da alle forberedelser var omhyggeligt trufne, rejste vi samme dag kl. 3 om eftermiddagen i to vogne, den ene til de sårede, den anden til mig og min tjener, en kraftig og velbegavet mand, der kunde hjælpe mig, om det skulde blive nødvendigt. De de sårede var blevet trætte, var jeg nødt til at lade dem hvile sig nogle timer i Rouen. Jeg benyt- tede tiden til at skaffe mig oplysninger om behand- lingen af folk, der var blevet bidt af gale dyr. Der var ingen, der vidste besked derom. Man vidste nok, at det var skik og brug at sende dem til havet, men ikke hvordan de blev kastet ud, og jeg havde indtryk af, at man mente, at behandlingen ikke var til nogen- somhelst nytte. Vi begav os så igen på vej til Dieppe, hvortil vi nåede tre dage efter, at ulykken var sket. Vi var næppe taget ind på gæstgivergården, før vært- inden, som jeg fortalte om grunden til min rejse, sagde, at neddykning i havet var en meget hyppig anvendt behandling, som mange mennesker kom for at bruge, at det var tilstrækkeligt at bade én gang i flodtiden, at der var ansat priviligerede bademestre, og at hun vilde sende bud efter nogle af dem, da øjeblikket netop var gunstigt. Efter nogen tids forløb kom der virkelig en slags sømand, der bekræftede værtindens udsagn og tilføj- ede, at behandlingen vilde være tilendebragt inden en times forløb, så jeg frit kunde rejse hjem, om jeg vilde. Han kom lidt efter tilbage med tre af sine kammerater, og vi begav os alle ned til stranden. De sårede blev klædt af; endogså deres piskebånd og en ring, som en af dem havde på fingeren, blev taget