HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

strandbade med den størst mulige fordel«; men der er ikke tale om at behandle hydrofobi dér. Siden glemte Dieppes indbyggere badenes hygiej- niske betydning og deres styrkende virkning på en af sygdommen svækket organisme; men erindringen om hundegalskaben spøgte længe i deres hjærner. Vi giver ordet til grevinde de Boigne, der i 1806 fandt Normandiets kyst øde og forladt: »På dette tidspunkt eksisterede den indtægtskilde, som badelivet senere blev for Dieppe, aldeles ikke. Min broder lod indrette en lille overdækket vogn til mig, og han skaffede mig med meget besvær og, til trods for den stedlige fattigdom, stor bekostning en mand til at køre hesten ned til strandkanten og to kvinder til at bade sammen med mig. Disse forberedelser vakte en sådan forbavselse og nysgerrighed, at der var opløb på stran- den, de,første gange jeg badede. Man spurgte mine folk, om jeg var blevet bidt af en gal hund . . .«?) Som grevinde de Boigne bemærker, kom der en halv snes år senere hundreder af badegæster, og man badede »uden at vække nogensomhelst forundring hos befolkningen.« Det er dog ikke patienter med hunde- galskab, som Dieppes kyst skylder sin lykke, og Le Frangois fra Dieppe indrømmer i sin disputats (Paris 1812) ved omtalen af hydrofobi, at »det vilde være spild af den kostbare tid at ordinere strandbade, der dog ikke kan frelse de angrebne fra denne frygtelige sygdom«. Grevinde de Boigne, født Charlotte Louise Eléonore Adélaide d’Osmond (1781 —1866). Hendes »Memoirer« strækker sig fra Ludvig XVI’s tid' til 1841.* — Se: Boigne (Comtesse de). Mé- moires, bd. I, Paris, 1907, in-8°, s. 241.