HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

 have kunnet tænke mig, at det kunde have haft nogen virkning; men da det kun var momentant og næsten ikke kunde overraske eller forskrække, hvordan skulde man så kunne håbe, at det kunde hjælpe?« Man sammenligne disse sidste ord med Hunaulds teori, til støtte for hvilken denne forfatter anfører føl- gende: »Derfor forudsiger også ofte de sømænd, som plejer at bade patienterne — efter den mer eller mindre voldsomme skræk, de bemærker hos de syge — hvem der vil komme sig, og hvem ikke. De mest forskrækkede kommer sig, da de har gennemgået den stærkeste rystelse; de andre, der er sluppet med en mindre forskrækkelse og derfor er blevet mindre stærkt påvirkede, kommer sig ikke.« Da Sabatiers patienter var kommet tilbage til Paris, fik de ammoniak og nogle bade. Den ene døde; den anden kom sig; men hans sår var ganske vist også umiddelbart efter biddet blevet brændt ud med fyr- svamp. Det var ikke uden grund, at byrådet i Dieppe underkastede bademestrene kontrol, da der kunde indtræffe ulykker ved ubehændig badning. En af bade- mestrene, Etienne Roussel, nød et sådant ry, at en rig møller fra Pontoise opsøgte ham en dag midt om vinteren, lod sig bade af ham for en stor sum penge og vendte hjem, helbredet for en hundegalskab, som måske kun havde været en indbildning. Denne behandlings anseelse begyndte imidlertid at tage af i årene før revolutionen. I 1778 åbnede man i Dieppe et kurhus, hvor man i følge dr. Lepecq de la Clöture »finder alle mulige indretninger til at bruge