HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

35 kong Henrik IV’s yndlingshund Fanor til Dieppe for at bade, da den var blevet gal. »Den blev sendt med en kammertjener til Dieppe, for at han skulde dukke den eftertrykkeligt i havet. For denne hund gjorde hr. de Sigogne pragtfulde gæstebud, medens den op- holdt sig dér, hvilket behagede hans majestæt meget, og han sagde ofte siden: »Den, der elsker mig, elsker min hund.«1) Kort tid efter Fanors sygdom og dens herres død skrev den unge kong Ludvig XIII’s livlæge Jean Héroard i sin »Dagbog« lørdag den 20de december 1610: [Da kongen spaserede i Tuilerihaven,] »bed en gal hund flere af hans hunde, blandt andre hans yndlingshund Gayan, og den mand, der havde opsyn med hun- dene...« »Da han [kongen] var kommet hjem til vogns kl. 10V2, fortalte han om sine hundes uheld og bad dronningen om at sende dem til havet.«2) Vi har ovenfor hørt om forskellige teorier, der blev opstillede til forklaring af strandbadenes virkning på hundegalskaben. Det kan nu have sin interesse at se, hvad det medicinske Fakultet i Paris mente derom, da det i 1661 måtte tage standpunkt dertil. Baron omtaler i sin fortegnelse over disputatserne ') Féret (Pierre Jacques). Histoire des bains de Dieppe. Dieppe, 1855, in-8°. 2) Jean Héroard (f. i Montpellier, d. ved La Rochelles belejring 1627). Dr. med. i sin fødeby 1575, anatom, livlæge hos Karl IX og Ludvig XIII allerede fra før denne sidstes fødsel. Forfatter bl. a. af: Hippostologie, etc. Paris 1599, in-40.* —Se Héroard (Jean). Journal sur l’enfance de la jeunesse de Louis XIII (1601 —1628), publié par E. Soulié et E. de Barthélemy. Paris, Firmin Didot, 1868, bd. II, s. 43. 5