HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

38 fremført til forklaring af strandbadenes helbredende virkning på hundegalskab, er det dog muligt, at be- handlingen har en ganske folkelig oprindelse. Dette mener i alle tilfælde dr. Marcel Baudouin.1) Lægfolk tror nemlig, at gale hunde altid har fråde, d. v. s. hvidt skum, om munden. I sin naivitet har almuen heraf sluttet, at hundene, såsnart de blev syge, løb til havet for at gnide sig på snuden med bølge- skum og drikke vand, fordi de ikke kunde drikke det ferske vand på landjorden (en anden populær fore- stilling). Gaidoz skriver herom: »Langs Kanalens kyster tror man stadig, at hundene drikker af det skum, som findes på havet ved flodtid, og at de bliver gale af det«. I kraft af den ældgamle regel: »similia similibus curantur«, som er basis for al primitiv religiøs terapi og endogså for en vis empirisk retning indenfor den moderne medicin, forstår man, at man kunde tænke sig at anvende strandbade mod hundegalskab og derpå — da skikkens oprindelse var glemt — salt vand, ja selv fersk vand. Dr. Marcel Baudouin tilføjer, at efter hans mening er der forskellige biomstændigheder, der taler for be- handlingens religiøse oprindelse: Euripideslegenden, som tyder på, at skikken er meget gammel og har et religiøst grundlag (de ægyptiske præster), de hel- lige tal 3 eller 9 (3 x 5), der ofte anbefaledes ved neddykningerne, og den kendsgerning, at badebehand- lingen ikke helbredte bid af dyr, der ikke kunde fråde (slanger, skorpioner o. s. v.). *) Bulletin de la Société fran^aise d’histoire de la médecine, bd. IX (1910), s. 25 — 26, 41—43.