HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

 37 i det mindste for nogle øjeblikke, og lægen nærede så det forfængelige håb, at bedringen vilde vare ved. På den anden side — og det imod Cælius Aure- lianus’ anskuelse,1) som forøvrigt forkastede neddyk- ning i koldt vand — betragtede mange læger hydro- fobi ikke som et symptom, men som årsagen til syg- dommen og på en måde som dens egentlige natur. Det er dette, Guillaume Bouchet, en forfatter fra slut- ningen af renæssancen, meget træffende udtrykker i sine »Sérées«, hvor han siger, at hvis man dykker de syge i havet syv gange med hovedet nedad, vil de tilsidst ikke mere føle vandskræk, men »vil komme til at drikke frivilligt, hvilket helbreder dem«2.) Den samme forestilling giver Sidobre udtryk i sin bog om kopper: En bondemand, der havde fået hunde- galskab, blev behandlet med stadige overstænkninger med vand, -til han tilsidst ikke alene ikke havde vand- skræk, men endogså drak med glæde. Efter at han trods hårdnakket modstand var blevet dykket ned i en dam, gik han selv frivillig deri igen. Sidobre til- føjer ganske vist, at dette ikke hindrede ham i at dø af hundegalskab.3 * s) Tiltrods for de rationalistiske grunde, lægerne har Cælius Aurelianus, læge i det 5te århundrede e. K. Hans værk »De acutis morbis« udgaves første gang i Paris i 1533 af Gunther fra Andernach.* — Se: De acut. morb., lib. III, cap. XVI. 2) Guillaume Bouchet (f. i Poitiers 1526, d. sammesteds 1606), litte- rat og boghandler. Hans >Sérées«, vittige, men kunstlede og ob- skøne dialoger,udkom førstegang i Poitiers 1584. — Se: VIIe sérée, Des chiens. iste udg., s. 206 ff.* s) Antoine Sidobre, dr. med, fra Montpellier, forfatter af: Tractatus de variolis et morbillis, Lugd. Batav., 1699.* — Se: Dictionnaire des Sciences médicales (Panckoucke), bd. XXII (1818), s. ;ji.