Om "Verdens Undergang"
Kometer m. m.

26 Asstand ikke mere kan oplyse og varme, saa virker dog Solens vældige Masse selv i denne umaadelige Distance og tvinger Kometen til at Vende tilbage fra disse Himmelrummets Dybder. Langsomt folger den Kaldet, som lyder fra den bydende Centralklode, som den først efter Aar- hundreders Forløb vil se i større Nærhed. Efterhaanden bliver dens Bevægelse livligere, og Solen voxer for den i Størrelse og Glands; hastigere og hastigere bliver dens Lob, som forer den forbi de store Planeters Systemer; i vild Fart styrter den forbi Jorden og tvinger sig endelig i rasende Hurtighed omkring Solen- undertiden saa nær ved denne, at Kometen næsten berører Solens Overflade. For de vældige Re- volutioner, der maa gaa for sig paa et saadant Himmellegeme i Løbet af den lange Reise, mangler vi enhver Sammenligning. I de iskolde Regioner, hvorfra Kometen kommer, maa alle Sloffer, som sammensætter den, være stivnede til faste Masser, medens de her i umiddelbar Nærhed af Sol- kloden maa opløses og forvandle sig til Damp. Medens saaledes Kometen fra 1680 i sin storste Solafstand, der udgjsr 17,000 Millioner Mil, kun modtager af den Barme, Jorden faar fra S olen, er den 44 Aarhundreder efter i sin største Solncerhed udsat for saa megen Varme,