Om "Verdens Undergang"
Kometer m. m.

5 den betegnede, frygtede Dag er kommen, har alt paa Jorden og i Naturen gaaet sin vante Gang, Solen er staaet op og gaaet ned, som den i Aar- tusinder har gjort, Stjernehimlen har tændt sin straalende Vrimmel uforandret som i Oldtidens Dage, Jorden og alle de andre Kloder har van- dret deres fastsatte Baner, Sorg og Glæde i Menneskelivet har afløst hinanden ligesom før. Men trods den Erfaring, som Publikum saaledes gjentagne Gange maa have faaet om saadanne Spaadvmmes grundløse Natur — ikke saa snart er der opdukket nye Fantasier i samme Retning, for atter den store Mængde i hvert Fald delvis har fljcenket disse Fabler Tiltro og med unød- vendig ZEngstelse imødeset Rædsler, der ikke har existerct andetsteds end i Bladenes Spalter og i lettroende Menneskers Hjerne. Vi befinder os netop nu under Indflydelsen af en saadan umotiveret Frygt for faretruende Katastrofer, der siges — jeg ved ikke hvorfor — at skulle finde Sted i Oktober eller November d. A. Der existerer næppe noget Blad, som ikke har bragt en Efterretning desangaaende; overalt i den civiliserede Del af Jorden imødeser en Mængde Mennesker den kommende Høst med ængstelige Følelser. Der kan ikke udbryde et usædvanlig stærkt Tordenvejr, uden at man deri ser