Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDF1NNEFISKENE 125 paa Højden først i Februar, og saa er ogsaa den Tid inde, da den talrigste Fiskerskare, som vil »ro Fisket«, er samlet i Lofoten. Fiskepladserne er da opfyldte af Baade, og især i Vestfjorden er der en Hærskare af dem; i Marts 1898 var der paa det nærmeste 30,000 Fiskere samlede paa den forholdsvis lille Strækning, og disse Fiskere var hiddragne fra Hjem langs Norge, der strakte sig over omtrent 9 Bredegrader, d. v. s. en Strækning som fra Italiens Nordgrænse til Siciliens Sydkyst. Kulleren, norsk: Hyse eller Kolje (Gadus aeglefinus) er noget mindre end Torsken og vejer indtil 8 Kilo. I Danmark er den sædvanlig paa 2—2 x/2 Kilo. Den er en ret smuk Fisk med brunlig Ryg, sølvgraa Sider og en mælkehvid Bug; paa Overgangen imellem Ryg og Sider iagttages et metalglinsende, noget kobberrødt Farvespil. Sidelinien og en Plet imellem Brystfinnen og den forreste Rygfinne er sortladne. —- Kulleren er ingen Steder sjælden i Nordsøen, og i de fleste Egne er den endog almindelig, saa at den bliver vigtig for Fiskeriet. Men da den ikke ynder mindre saltholdigt Vand, gaar den kun en enkelt Gang ind i Østersøen. Den træffes sædvanligt kun paa dybere Vand og i Nærheden af Bunden, hvor denne er temmelig blød, hvilket hænger sammen med Beskaffenheden af dens Næring, thi den lever især af Muslinger, der siuges hele, men den tager ogsaa Slangestjerner, Orme, Krebsdyr og smaa Fisk. Paa Grund af sine svagere Kæber og langt mindre Gab er den henvist til den nævnte Føde og kan ikke indlade sig paa at tage saadanne større Fisk, som Torsk af dens egen Størrelse sluger med Lethed. Den holder sig i Stimer, der paa Steder, hvor den er almindelig, kan blive meget store; Stimerne strejfer meget om, hvoraf Følgen er, at selv om der paa et Sted fanges en betydelig Mængde den ene Dag, saa kan Fisken næsten være forsvunden Dagen efter. Deus Æg flyder ligesom Torskens i Vandets Overflade; de er smaa og meget talrige. I Kristianiafjorden er der i Midten af Juni fanget Unger, der var 4—5 Ctm. lange og ligesom Torskens Yngel søgte Tilhold under den almindelige Brændegople. Hvidlingerne adskiller sig fra de foregaaende ved at mangle Skægtraad under Hagen. Hvidlingen norsk: Hvitting (G. merian gus) har en mere langstrakt og slank Krop end Kulleren og Torsken. Den er graalig-grøn paa Ryggen med et Messingskær paa Siderne og har langs hen ad disse tre messingfarvede, noget bølgedannede Striber; Bugen er hvid. Længden udgør omtrent 30—40 Ctm. og Væglen 2—3 Kilo. Hvidlingen er ingen Steder sjælden i det vestlige Europas Have og findes helt op til Nordkap; imod Syd naar den omtrent til Portugal. Dens Kød er meget yndet. Sejen (G. virens) udmærker sig ved sin mørke Farve. Skønt den staar tilbage for Torsken i Størrelse og endnu mere i Vægt,