ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
126 DYRENES LIV opnaar den dog en ret betydelig Længde. Den bliver nemlig over 1 M. lang og har da en Vægt af ca. 10 Kilo. Den er meget hyppig i det høje Nord og som Følge deraf meget vigtig, da den paa mange Steder saa at sige udgør det daglige Brød. I Danmark er den mindre almindelig, skønt den ses ved alle Kattegat- og Nordsøkyster, ja endog til sine Tider i Øresund. I Norge spiller Sejen en betydelig Rolle, ikke saa meget som Udførselsartikel til fremmede Lande som for den Nytte, den gør Befolkningen langs hele Kysten, lige fra den som halvaarsgammel findes i næsten hver Fjord og under Navn af Mort afgiver en fin og velsmagende Føde, indtil den som fuldvoksen søger ind under Kysten. Om Sejens Levevis hedder det i »Zoologia Danica« : »Seien leger omtrent samtidig med Torsken; Ungerne holder sig i Stimer ved Kysten, søger ikke Tilflugt under Vandmænd og farter om baade nær Bunden og helt op til Overfladen. Større Seier gaar ud paa dybere Vand, men holder sig ikke saa nær ved Bunden som Torsken og strejfer om i ofte meget store Stimer igennem de forskellige Vandlag helt op til Overfladen paa Jagt efter Bytte, som ligeledes svømmer mere stimevis om. Ligefra Legetiden til ud paa Efteraaret nærmer saadanne Sejestimer sig ofte Kysterne for at jage, naar Føden er rigelig. Naar en Stime nær Vandspejlet forfølger saadanne mindre Fisk, som er dens Ynglingsføde, saasom Sildeunger, Torske- og Sejeunger, Tobiser og Lodder, foraarsager den »under den ivrige Forfølgelse af Rovet en stærk Bevægelse i Havet, saa at dette paa en betydelig Strækning kommer ligesom i en sydende Tilstand, og da Sejen samtidig ofte springer op af Vandet og slaar med Halen mod dette, saa opstaar derved en stærk PJasken«. Om Sejens Fremgangsmaade ved at jage Stimer af Fiskeyngel, der for en væsentlig Del bestod af Torske- og Sejeunger, meddeler Prof. Sars følgende Iagttagelser fra Lofoten: »Det var en formelig Klapjagt, hvori det næsten saa ud, som om der handledes i Fællesskab og med ordentlig Overlæg. Saavidt jeg kunde skønne, foregik den paa den Maade, at Sejestimerne fra alle Sider omringede »Aaten« (den Fiskeyngel, som for Tiden var dens Hovednæring) og bragte denne derpaa, ved at gøre Kredsen trangere og trangere, sammen i en tæt sammenpakket Flok, som de derpaa med en hurtig Bevægelse jagede op mod Overfladen af Vandet De stakkels Fiskeunger saa sig her angrebne fra 2 Sider: nedenunder dem de graadige Sejer, der i deres Jagtiver ofte sprang højt op over Vandet; over dem Hundreder af skrigende Maager, der med beundringsværdig Hurtighed og Præcision vidste at holde sig beredt og slaa ned paa de Steder, hvor Sejestimerne viste sig, for at dele Byttet med dem.« Den hele Jagt foregaar i stor Hast, og Fiskeungerne er yderst kort Tid oppe i Overfladen af Vandet, inden de med Lynets Hurtighed spreder sig til alle Sider. Særlig ved Finmarken gaar Sejens og Maagens Fællesjagt for sig efter stor Maalestok, og Føden er i dette Tilfælde Lodden, en