Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 127 Laksefisk, der ved den nævnte Kyst optræder i store Stimer i April—Mai; ved samme Kyst lever Sejen om Sommeren af en pelagisk, lysende Krebs, (Boreophausia inermis), der paa den Tid optræder i saa store Mængder, at den er Hovedføden for Norges største Bardehval, Blaahvalen. Om Sejestimernes Størrelse vil følgende Opgivelser (efter Krøyer) give et godt Begreb. Særlig i det nordligste Norge skal det være temmelig hyppigt at drive Fiskeri paa de i Vandskorpen gaaende Sejestimer paa den Maade, at man ror ind i Stimen og fra Baaden hugger Fisken med en Stok med en spids Jærnkrog i Enden. »Stundom skal man temmelig hurtigt kunne faa fuld Baadladning paa denne Maade. Man vil endog vide Eksempler paa, at Stimerne har været saa tætte i Fjorde og Sunde, at man har kunnet øse Fisken op med Spande.« Lubben norsk: Lyre (G. pollachius) har en smuk tendannet, temmelig høj Krop med noget fremstaaende Bug. Den udmærker sig forøvrigt ved sit lille Hoved, sine smaa Finner og sin fremragende Underkæbe. Paa Ryggen er den mørkegraa, paa Siderne staalgraa og messingfarvet marmoreret paa lys Grund, med en brat Overgang fra Ryggens mørkere til Sidernes lysere Farve; Bugen er perlemorglinsende. Denne Fisk bliver i Almindelighed ikke saa stor som Sejen, men man har dog fanget Lubber paa over 1 M.s Længde og paa over 10 Kilos Vægt. I Danmark bliver den som oftest kun 30—40 Ctm. lang. I geografisk Udbredelse synes denne Fisk efter Krøyers Mening at staa tilbage for alle de oven for omtalte Torskefisk. Den er dog meget hyppig ved Norges Kyst fra Søndmøre imod Syd, og den findes ligeledes ved alle engelske Kyster og ved Frankrigs Vestkyst. I Kattegattet er den almindelig og træffes endog i temmelig betydelige Stimer, og i Øresund er den ingenlunde sjælden. Kødet nærmer sig Hvidlingens, og i Norge er denne Fisk almindelig yndet, især om Sommeren, naar man ikke sætter Pris paa Torsk. Kulmulerne (Merlttccius) har heller ingen Skægtraad, og desuden har de kun to Rygflnner og en Gatfinne. Skællene er store. Den almindelige Kulmule, norsk: Ly sing (M. vulgaris') har ligesom Slægten Navn af, at Munden, Tungen og Gællelaagenes indre Flade er kulsorte. Fisken er lang og trind med et fladtrykt Hoved og en sammentrykt Hale. Hovedet og det med store Tænder væbnede Gab giver den nogen Lighed med Gedden, — deraf ogsaa det latinske Slægtnavn, der betyder Havgedde. Siderne af Bugen er stærkt sølvglinsende og Ryggen mørk. Ved danske Kyster op-naar Kulmulen en Længde af ca. 80 Ctm., men ved Frankrigs og Englands Kyster bliver den ofte over 1 M. lang. I Danmark og i Norge forekommer denne Fisk meget sparsomt; derimod er den en af de almindeligste og vigtigste Fisk i Middelhavet. Kødet af den er ikke videre yndet, men den tilvirkes dog til Tørfisk, hvor den fanges i større Mængde.