Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 141 let brækker af og bliver tilbage i Saarene, af hvilke de da maa skæres ud. Næsten overalt i Sydamerika træffes der Maller, de savnes end ikke i de mindste Damme og Mosehuller, og paa Andesbjærgene træffes de i indtil 5000 Mt.s Højde om end kun i faa og ligesom vantrevne Former. Adskillige af Lavlandsarterne opnaar til Gengæld en betydelig Størrelse, saaledes den i mange Floder forekommende Sørubin (Platystoma orbignianuni), der bliver over 3 M. lang. Dens Snudeparti er langt og spatelformet, den er graabrun med metalglinsende, gule Reflekser og mørkere Pletter paa Ryg og Sider, hvid Strube og Bug, og det hedder sig, at dens Æg udklækkes i dens Gællehuler. Om dette er rigtigt, turde være tvivlsomt, Malle (Aspredo laevis) med fasthæftet Yngel. thi Reinhardt har netop i dens Gæltehuler truffet en lille Malle (Stegophilus insignis), der enten ligefrem snylter eller maaske blot søger Beskyttelse her, og hvis Nærværelse mulig kan have givet Anledning til en Forveksling. Yngelpleje af lignende Art som den, der tilskrives denne Sørubin, er dog ikke ukendt hos tropiske Maller. Det vides saaledes, at Hannen af en Del, til Slægten Arius hørende Fisk gemmer Magens faa, men store Æg i Munden efter at have befrugtet dem, og at Ungerne en Tid lang forbliver sammesteds, ligesom de ogsaa, naar de begynder at gøre Udflugter derfra, søger Tilflngt i Faderens gæstfri Gab, naar der er Fare paa Færde. Hos A. commersoni skal det mod Sædvane være Hunnen, der gør sin Mund til Æggemme. Den Æg er de største, man har truffet hos nogen Benfisk, og maaler 17—18 Mm. i Gennemsnit; de er