Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 143 ned, opstaar der hos Doraderne og hos adskillige andre Maller en skurrende, ret stærk Lyd, der fremkommer ved visse, til Mekanismen hørende Benfladers Skuren mod hinanden. Om denne Lyd har nogen Betydning for Dyrene, eller om den kun fremkommer naturnødvendigt ved Piggenes Bevægelse, uden at spille nogen videre Rolle, er tvivlsomt. Men til Gengæld er det sikkert nok, at en anden af Dorader og andre Maller — men stærkest af de første — frembragt Lyd har samme Betydning som andre Dyrs Lyde, den at tjene til Meddelelsesmiddel mellem forskellige Enkeltvæsener. eller i alt Fald til Signaler, der skal meddele den ene, hvor den anden befinder sig. William Sørensen har undersøgt Lydorganerne hos Fiskene og særlig hos Mallerne, som han studerede i Sydamerika, paa hvis Floder man ofte kan køre deres »Trommen«. »Af de Fisk, jeg har hørt,« siger han, »giver Doras de stærkeste Lyde fra sig. Et Individ paa 70 Ctm.s Længde kan endnu med Tydelighed høres i en Afstand af 35 M., vel at mærke om Dagen og i Luften, o: naar Dyret befinder sig paa Land. Hvor langt Lyden kan høres i Vandet, har jeg intet erfaret om. At det vil være Tilfældet i en langt større Afstand, er dog selvfølgeligt, da Vandet er en langt bedre Lydleder end Luften. Paa stille Aftener og Nætter eller stille Dage med overtrukket! Himmel kan man høre en Brummen lyde trindt omkring sig paa alle Kanter — thi Rio Paraguay er meget fiskerig —, men Lyden er dæmpet, hvad der ikke er noget forunderligt, da Lyden jo altid dæmpes ved at forplantes fra et Medium til et andet. Kräftigst og stærkest høres Lyden, naar man befinder sig i Rummet paa et Sejlskib, der paa en saadan Aften glider langsomt gennem Vandet eller ligger til Ankers. Og Lyden er da ligefrem forbavsende stærk: jeg er ofte — inden jeg endnu vidste, hvorledes det hang sammen dermed — staaet op midt om Natten og gaaet op paa Dækket for at lytte efter disse forunderlige Lyde.« Stemmerne fra Flodens Dyb høres kun i stille Vejr, og Sørensen mener, at Fiskene som Regel er tavse, naar Vandet er i Oprør. De er stærkest paa visse Tider af Aaret, i Fiskenes Legetid, da Han kalder paa Hun og omvendt, og naar Lydene er saa fremtrædende hos Mallerne i visse sydamerikanske Floder, mener den citerede Forfatter, at Grunden hertil dels er den, at disse smaaøjede Fisk ser meget daarligt, dels den, at disse Floders Vand er saa uklart, at man ikke kan skimte Haanden, naar man stikker Armen til Albuen ned i det. Fiskene skal altsaa ikke komme langt ved Synet alene, men har særlig god Brug for lydopfattende Apparater. De her omhandlede Lyde frembringes, stadig efter Sørensens, ikke blot af Dorader og andre Maller, men ogsaa af talrige andre Fisk ved Hjælp af Svømmeblæren. Denne er hos lydgivende Fisk vel udviklet, tykvægget, delt i flere —■ indtil mange — med hverandre i Forbindelse staaende Rum og forsynet med talrige, ofte forgrenede Udløbere eller Vedhæng. Forskellige Muskler staar i Foihold til