Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 145 højt oppe paa Vulkanernes Skraaninger. Under Vulkanudbrud bliver de da undertiden kvalte massevis af gütige Luftarter, og eftersom de nu ikke kan modstaa Strømmens Magt, bliver de skyllede ned ad Bjærgene med Elvene. De Omboende ved da ikke at forklare sig deres pludselige Fremkomst paa anden Vis, end at de maa være slyngede ud af Vulkanen. Hvem der kar Ret, er vanskeligt at sige, men i og for sig skulde det ikke synes umuligt, at Fisk, der lever i Bjærgstrømme, som ikke sjældent gennemløber Huler, dybe Tunneler o. 1., kunde blive udsatte for de vulkanske Kræfters Paavirkning og kastede ud af Krateret med Vand og Mudder, som næppe altid er varmt nok til at skolde eller koge dem. Lavest af alle Maller staar de sydamerikanske Slægter Stegophilus og Vandellia, der tilbringer en Tid af deres Liv i større Mallers Gællehuler. Om herhenhørende Fisk fortæller Brasilianerne, at de trængel ind i Urinrøret paa uforsigtige Badende, hvilket deres Lidenhed og smækre Valseform skulde gøre muligt. De arbejder sig op mod eller op i Urinblæren og volder svær Betændelse, ja undertiden Døden.« * * ❖ Smerlingerne (Cobitis) har en lang, næsten aaledannet Krop med et lille Hoved. Munden sidder paa Undersiden af Hovedet og er lille og omgivet af store Læber og talrige Skægtraade. Rygflnnen er kun kort og sidder omtrent midt paa Kroppen lige over de langt bag ud stillede Bugflnner. Disse Fisk er udbredte over en stor Del af Europa. Nogle holder sig kun til dyndede og stillestaaende, andre kun til klare og rindende Vande. Men de opholder sig alle i Almindelighed paa Bunden, skjulte i Dyndet eller under Stene, hviler hele Dagen og begynder først ved Solnedgang eller i alt Fald i mørkt Vejr at jage efter forskellige Slags Smaadyr. Smerlinger kan holde længe ud paa tørt Land, da de kan aande paa en anden Maade end de fleste andre Fisk. De kan nemlig under visse Forhold bruge Tarmkanalen som Aandedrætsorgan i Stedet for Gællerne; i dette Øjemed sluger de, ved at stikke Snuden op over Vandskorpen, en vis Mængde Luft, som de ved et Tryk af Gællelaagcne tvinger ned i den korte Tarmkanal, medens de samtidig udstøder nogle Luftblærer fra Gattet. I friskt Vand, der indeholder Ilt nok, bærer de sig sjældent ad paa den Maade, og man har aldrig iagttaget det i det fri, hvorimod dc snart tvinges dertil i Fangenskab, naar man ikke stadigt fornyer Vandet. Man maa derfor antage, at de kun aander ved Hjælp af Tarmkanalen, naar Vandet er svundet bort omkring dem, og de er bievne tvungne til at grave sig ned i Mudderet. Dyndsmerlingen (C. fossilis) har ti Skægtraade omkring Munden, og af disse sidder de fire paa Overlæben, medens de seks udgaar fra Mundvigene og Underkæben. Kroppen er mørk med Brehm: Dyrenes Liv. III.