Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 165 »Bitterling« (B. amarus), ja det er ingen Overdrivelse at paastaa, at den endog overgaar Guldfisken i Pragt. Formen minder noget om Karudsen, og Farven er forskellig efter Køn og Aarstid. Uden for Legetiden er begge Køn ensfarvede og har en graagrøn Ryg med sølvglinsende Sider. Ejendommelig for denne Fisk er en glinsende grøn Længdestribe fra Midten af Kroppen hen til Halen. Finnerne er blegrøde paa Rygfinnen nær, som er mørk. I Legetiden har Hannen dog en saa pragtfuld Parringsdragt, at den er vanskelig at beskrive. Hele Overdelen af Kroppen straaler nemlig i alle Regnbuens Farver, medens Bryst og Bug er smukt orangegule; Ryg- og Gatfinne er højrøde. Bitterlingen er udbredt over Mellem- og Østeuropa og tillige over en Del af Asien. Den findes især i rent og rask rindende Vand med Stenbund, navnlig paa rolige Steder i Floder og Bække. Føden bestaar næsten udelukkende af forskellige smaa Ferskvandsalger. Bitterlingen leger i April, men formerer sig ikke stærkt. Æggene er 3 Mm. i Tværmaal og altsaa overordentlig store i Forhold til Fiskens Størrelse; de udruges paa en mærkelig Maade, nemlig imellem Gæliebladene hos Dammuslingen, og bringes derind ved Hjælp af et langt Læggerør, som i Forplantningstiden udvikles hos Hunfisken, men senere skrumper sammen til en lille Hudvorte. Arten har Navn af, at dens Kød er bittert. Brasenslægten (Abramis) er en af de talrigste Slægter i Karpefamilien. Den har en høj, sammentrykt Krop, Munden, som sidder i Enden af Snuden, har bløde Læber og mangler Skægtraade, Rygfinnen er kort, men høj, og Svælgtænderne er ti i Tallet, nemlig fem paa hver Svælgknogle. Den almindeligst kendte Art er selve Brasenen (A. brama), der bliver 50—70 Ctm. lang og opnaar en Vægt af henimod en halv Snes Kilo. Paa Ryggen er den mørk, paa Siderne gulhvid med Sølvglans og paa Bugen hvid. Finnerne er mørkeblaa. Den har hjemme i Meilern- og Østeuropa og findes næsten i alle større danske Søer; i Norge forekommer den i enkelte Floder og Søer i Landets sydøstlige Egne, men fattes langs Vestkysten. Om Sommeren opholder den sig i Dybet og roder i Dyndet efter Føde, især Orme og Vandplanter. Den gaar næsten altid i Stimer, og i Legetiden bliver disse især store, fordi flere mindre Flokke da slutter sig sammen. Som oftest leger den om Natten og altid med megen Støj. Den er færdig dermed paa nogle faa Dage, dersom Vejret er godt, men kommer der pludselig Uvejr, gaar Brasenen straks igen ud i Dybet uden at have afsat sin Leg. Dette sker for Resten ogsaa, naar den bliver forskrækket, hvorfor man enkelte Steder i Sverige skal have forbudt al Klokkeringning i Brasenens Legetid. Vinteren tilbringes rimeligvis stille i Dyndet. Brasenens Kød sættes meget højt af nogle, medens andre vrager det. Dermed forholder det sig egentlig saaledes, at det er de unge, benrige Brasener, som