Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
170
DYRENES LIV
springe over disse ligesom Laksen, og naar den finder Vandet for lavt, til at den kan svømme paa Bugen, da lægge sig paa Siden og saaledes skyde sig frem. Naar Hunnerne, der viser sig nogle Dage senere end Hannerne, er ankomne, begynder Legen, med mindre ugunstigt Vejr skulde forhindre den, og vedvarer gerne, under megen Larm og Piasken i Vandet, tre Døgn. Æggene er meget smaa (l1/^ Millimeter i Tværmaal), saa at en middelstor Fisk indeholder ca. 70,000; de afsættes paa Vandplanter og Stene, paa omtrent 16— 30 Ctm.s Dybde. Efter Legningen trækker Fisken sig tilbage til sine sædvanlige Opholdssteder. Æggene udklækkes i Løbet af 14 Dage til en Maaned, efter Temperaturforholdene. Yngelen holder sig i Begyndelsen paa grundt Vand og lever af smaa Krebsdyr; mod Slutningen af August har den naaet ca. 5 Ctm. Længde og søger da i Skarer fra Grundene ud paa dybere Vand. Den bliver næppe kønsmoden før i det fjerde eller femte Aar.
Kødet er fuldt af Ben og staar ikke synderlig højt over Skallens. Men da Emden opnaar en anselig Størrelse og til visse Tider, især i Legetiden, fanges i Mængde, maa den regnes for en af de mere værdifulde Karpeflsk.«
Andre Skallearter er Døbelen (L. dobula) og Stæmskallen (L. grislagine), men ingen af dem er med Sikkerhed paavist i Danmark. Den sidste Art findes derimod i de fleste større Søer og Vandløb i det sydlige Norge, ligesom en anden Art (L. cephalus) fanges i den sydlige Del af Glommen.
Elritseslægten (Phoxinus) omfatter nogle smaa Karpefisk med en temmelig trind Krop og smaa Skæl. Elritsen eller Ellebutten (P. laevis) er almindelig i mange Aaer. Det er en smuk, lille Fisk,
der har et meget forskelligt Udseende. Ryggen er saaledes hos nogle olivengrøn, hos andre smudsiggraa med flere eller færre mørke Pletter. De grøngule Sider har en stærk Metalglans, Munden er karminrød ved Mundvigene, og Brystpartiet skarlagenrødt. Desuden gaar der en guldglinsende Stribe hen ad begge Sider lige til Haleroden. Finnerne er bleggule; men denne Farve gaar paa de parrede Finner og undtagelsesvis ogsaa paa Gatflnnen over i Purpur-