ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
BLØDFINNEFISKENE 215 hidlokke andre Dyr. Det er bekendt nok, at man, ved en mørk Nat at holde et Lys over Havfladen, kan lokke Vanddyrene frem. De Lysredskaber, der f. Eks. hos adskillige Dybhavs- Tudsefisk er anbragt paa Spidsen af bevægelige Hudflige oven paa Hovedet, kan netop virke som Lanterner, der ved at svinges frem og tilbage lokker Byttet hen til Fiskens Gab; disse Fisk har meget smaa Øjne eller er endog helt blinde, og for dem maa Evnen til at kunne lokke Byttet til sig være af stor Gavn. Samme Betydning har maaske ogsaa de Lyspletter, der hos Laksesildene er anbragt bagtil paa Legemet, thi de ligger ikke heldigt til at oplyse Fiskens Synsfelt. At de fra Organerne udgaaende Straaaler ogsaa skulde nytte til at skræmme Fiskens Fjender, synes lidet rimeligt, de vil vel snarere hidlokke dem; bliver Fisken forfulgt, behøver den blot at slukke Lysene og redde sig i Mørket; Lysredskaberne er nemlig udstyrede med særlige Nerver og underlagte Fiskens Vilje, saa at den efter eget Behag kan lyse eller ikke.« Af Laksesild er en sjælden Gang enkelte Arter skyllede i Land paa danske Kyster. * * * Gedderne (Esoces) er skælklædte Fisk, hvis Rygfinne sidder langt tilbage, næsten altid lige over Gatfinnen. Snuden er ofte lang, og Overkæbens Rand dannes af Mellemkæben og af Overkæbebenene, hvilke sidste altid mangler Tænder. Geddeslægten (Esox) har en lang, bred og flad Snude og en Del af Hovedet er bedækket med stærke og tydelige Skæl. Plovskærbenet, Ganebenene, Tungen, Svælgknoglerne og Gællebuerne er tæt besatte med Kartetænder, og i Underkæben sidder der en Række lange, spidse Tænder. Gedden (E. lucius) har man kaldt »de ferske Vandes Haj«, og den er i Virkeligheden ogsaa den værste Rovfisk i vore Søer og Vandløb. Den er meget forskellig i Farve og i Tegning, men i Almindelighed er Ryggen mørkegrøn, Siderne lysere graagrønne og Bugen mælkehvid. Sidernes og Ryggens Farve har hist og her et mørkere eller lysere Messingskær, der til Dels fremtræder som noget utydelige og afbrudte smalle Striber, dels som rundagtige Pletter. Bryst- og Bugflnnerne er lyse med et gult eller rødligt Skær; Bug-og Gatflnnen er olivenbrune; Halefinnen er ogsaa olivenfarvet, men har tillige nogle mørke Pletter især paa den øverste Del. Gedden bliver indtil 2 M. lang og opnaar en Vægt af omtrent 35 Kilo; men Individer paa over 1 M.s Længde og 25 Kilos Vægt er allerede sjældne. Ældre Beretninger om Gedder af en Alder af flere Hundrede Aar og over Hundrede Kilos Vægt o. s. v. kan man uden Betænkning erklære for Fabler. Gedden har en meget vid Udbredelse; den forekommer over næsten hele Europa, maaske med Undtagelse af den pyrenæiske Halvø, og endnu større mener man, at dens Udbredelse er i Øst