Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

DYBVANDSFISKEJJE 15 ikke alene Følere, men tillige er de her Griberedskaber, thi de er udstyrede med talrige flne Tænder. For Resten er der i mange Tilfælde et vist Sammenhæng mellem Øjnes og Munddeles Bygning, idet flere storøjede Fisk har paafaldende lille Gab, og omvendt kan der til de mest løjerligt formede Munddele slutte sig helt smaa Øjne. Enkelte Fisk synes at have saare vanskeligt ved at opsøge den Føde, som er dem tjenlig, og de har da en virksom Hjælp deri, at deres Gab er saa overordentlig stort, at det er som en sand Afgrund, hvori Byttet uforvarende kan styrte. Det bedste Eksempel herpaa har man i en Dybvandsaal (Megalopharynx'), »Pelekanfisken«, som af og til er bragt op fra Dybder paa indtil godt og vel 3000 M. Den er omtrent Vs Meter lang og har en særdeles spinkel Krop, som let gaar itu. Huden er ganske sort og blød som Fløjl. Mærkeligst formet er dog Hovedet. Det er nemlig, som hos hele Aale- Dybvandsaal (Pelekanflsken). familien, kun lille i Sammenligning med Kroppens Længde, men Kæbernes Bygning og Omfang gør Hovedets Udseende saa forunderligt, at man ikke kender dets Lige. Hos disse Dybvandsaal er nemlig de Knogler, der, som hos alle Fisk, hæfter Kæberne til Hjærne-kassen, overordentlig lange, hvorved Mundvigene ligger langt bagtil, saa langt, at der fra Snuden til dem er halvfjerde Gang saa meget, som hele Hjærnekassens Længde. Heraf følger, at der kan dannes en overmaade stor Mundhule ikke alene imellem Overkæben og Hjærne-kassen, men ogsaa imellem Underkæbens Grene, og denne Mundhule er beklædt med en meget elastisk Hud. Mundhulen er som en