Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

230 DYRENES LIV en stor Fiskerbefolkning; men lad Isen gaa sin Vej, og lad Aalen igen blive »levende« efter sin dorske Vinterperiode, da har Folk faaet andet at bestille i Land, og nu er det kun den rigtige Fisker, der vil søge efter Aalen. Han vilde imidlertid nu forgæves kunne stange efter den »iblinde«; thi Aalen vilde flygte, naar Lysteren kommer i Nærheden af den. Han maa derfor søge at faa den at se, før han støder til, og det kan han enten om Dagen, naar han i sin Baad glider hen over Vandet i ganske stille Vejr, »naar der er Bleg paa Fjorden«, eller endnu bedre, naar det er stille om Natten, og han med en Lanterne foran i Baaden kan oplyse Bunden af Fjorden paa lavt Vand. »Aalen er da ofte fremme« af sine Huler i Dyndet og paa Rov. Fiskeren maa, naar Lanternens Lys træffer Aalen, skynde sig at hugge den med Lysteren, før den, skræmt af Lyset, flygter fra ham; thi man maa ikke tro, at Aalen søger Lyset, nej det er kun i det Øjeblik, da dette oplyser den ved Bunden svømmende Aal, at den kan tages. Dette Fiskeri kaldes »at blusse Aal«, og de Aftener, i Reglen kun faa, da Aalen er rigtig fremme, er dette et baade indbringende og fornøjeligt Fiskeri. Et andet Sommerfiskeri efter Aal er det saakaldte Fiskeri med Aaleglib, et lille Garnredskab, der holdes udspilet mellem nogle Trærammer. Det drives mest af gamle Mænd eller Koner og paa saa lavt Vand, at de kan vade. Den ene Person holder Gliben ned i Tangen mod Bunden, og den anden jager med et Apparat, der ligner en Rive uden Tænder, Aalen ud af Tangen hen i Gliben; denne maa meget hurtigt trækkes op, naar Aalen er i, ellers løber den ud igen. Da man ikke kan se Aalen, maa Fiskeren holde sin nøgne Fod paa Glibens Underkant, saa at han kan mærke, naar Aalen støder paa Nettet i Gliben. Det er imidlertid hverken »Stangen iblinde« eller »Blussen efter Aal« eller »Glibfiskeriet«, der giver de to Millioner om Aaret; det er Vaad-, Ruse- samt Krogflskeriet, der giver Hovedparten. Vaadfiskeriet drives kun i den mildere Aarstid. Der fiskes med forskellige Slags Vaad, snart om Natten, snart om Dagen, alt eftersom Aalen er mest fremme til det ene eller det andet Tidspunkt; i Reglen er Natten dog bedst. Det Slags Aalevaad, der bruges med Sejlbaade, og hvor det er Vindens Kraft, der trækker eller driver det udspilede Vaad over Bunden gennem Tangen, kaldes Aaledriv-vaad. Det andet Aalevaad, Aalehaandvaaddet, trækkes med Haand-kraft. — De Aal, der fanges paa de ovenfor beskrevne Maader, er gule Aal. Blankaalene gælder det at fange, naar de om Efteraaret drager langs Kysterne, og hertil anvendes Ruserne. En særegen Form af Aaleruser er de saakaldte »Aalegaarde«. De adskiller sig væsentlig fra de Rækker af Aaleruser, som ellers udsættes, ved, at de er byggede af Sten- og Træfletning, saaledes at de danner en Hindring for Aalens Vandring langs Kysterne og tvinger den, ligesom ellers Garnraden ved Ruserne, til at følge den ud mod Dybet ind i de Ruser, der ogsaa ved Aalegaardene er anbragte her. Foruden dette, at Raden ved Aalegaarden er af Træ og Sten i Stedet for af