Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØDFINNEFISKENE 22 dem; det er temmelig nær ved Ynglepladsen udfor Kanalens Munding, den aabner sig udad mod Vest og samler derfor Glasaalenes Skare som en Tragt, hvis snævre Rør igen bliver Severn-Floden, hvor de da ligefrem ledes ind ved Landets Form. Saa fik vi da Svar paa det Spørgsmaal, vi stillede: Hvor yngler de Aal, som lever ved danske Kyster eller i danske Søer og Mosehuller? Vi faar ligesom en vis Respekt for disse Dyr, der maaske lever det meste af deres Liv i et eller andet lille Vandhul inde midt i Jylland, men dog engang som spæde Unger er kommet vandrende helt ude fra Oceanet og igen vil søge derud, naar Instinktet vaagner og hjælper dem til at overvinde Hindringer, som vi ofte anser for umulige for dem at komme over. — Aalen standser da ikke Vandringen, før Maalet er naaet, før den møder de Naturbetingelser, som den kræver for at kunne yngle. Intet Steds undervejs, heller ikke i Skagerak eller Kattegat finder den de to Betingelser opfyldte, som den stiller til Omgivelserne: en Dybde paa mindst 1000 Meter i Forbindelse med en Temperatur af 6—7 Graders Varme. — At det er for Æggenes Udviklings Skyld, den kræver det store Tryk, der hersker i den omtalte Dybde og vel ogsaa den bestemte Temperatur, er sandsynligt; Vandets Saltholdighed og dermed dets Bæreevne hænger jo nøje sammen med Temperaturen, og dette kan have Betydning, hvis Aalenes Æg, saaledes som mange Dybhavsfisks flyder i Vandlagene nær ved Bunden. Dog herom ved man intet; heller ikke kender vi noget til de Udviklingstrin, som ligger mellem Ægget og den fuldt udviklede Aale-larve — her er Arbejde for Fremtiden. Og endnu ved man intet om, hvad der bliver af Aalene, naar de har ynglet. Dør de eller lever de en Tid derude? Tilbage til os kommer de i alt Fald ikke mere — men heldigvis kan vi trøste os med, at de erstattes ved Indvandringen af Glasaalene, en yngre Generation. Hovedtrækkene ligger nu klart belyste; det rigtige Spor har man fulgt, det, der førte til Spørgsmaalets Løsning, og fulgt det med tilstrækkelig Energi, saa at Maalet naaedes.« Aalefiskeriet har stor Betydning for danske Fiskere, thi det giver dem aarlig en Indtægt af over 2 Millioner Kroner. Det drives hele Aaret rundt, men paa forskellig Maade, idet Fiskeren maa vælge sine Redskaber efter Aalens Leven og Færden. — »Naar Fjordene belægges med Is, ser man Aalestangeren færdes ude paa den den hele Dag. Han hugger et lille Hul i Isen og stikker derigennem sin paa en Træstage siddende Lyster ned i Bundens Dynd og Planter og stanger nu ihærdig paa Maa og Faa, »iblinde?, op og ned med den, indtil han mærker, at han har ramt en Aal; dette kan den øvede Stanger meget let mærke. Han trækker da Lysteren op, aftager Aalen og begynder paa ny sin Stangning enten i det samme Hul, eller han hugger med sin Økse et nyt. Man kan om Vinteren i stærkt befolkede Egne ofte se Fjordene tæt besatte med Aale-stangere, saa at man skulde tro, at Landet maatte være beboet af