ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
234 DYRENES LIV del med Aalefaring i Frankrig og Tyskland. De mest storartede Anlæg til Udnyttelse af Havets Rigdom paa Aaleyngel findes ved Comacchio imellem Poflodens Mundinger. Ved Volde og Dæmninger har man afdelt det store Laguneomraade i Søer og Kanaler, i hvilke Aalene kan vokse op. Den 2den Febr. hvert Aar aabner man for alle Sluserne, saa at Aaleyngelen frit kan haste fra Adriaterhavet op ad de ad af Vinterregnen svulmende Strømme. I tre Maaneder varer Opgangen, og i Slutningen af April stænger man Portene til. Mod Slutningen af September aabner man atter Sluserne, og Adria-terhavets Vand strømmer ind i Lagunerne, hvis Vandspejl Sommertørken har sænket. De fuldvoksne blanke Aal skrider nu mod Havet, men hildes i alle de mange Fangstredskaber, man har stillet paa deres Vej. »Høsten« er stor og lønner rigelig Udgifterne ved disse Anlæg, idet der aarlig fanges over 1 Million Kilo Aal. De blanke Aal kaldes i Jylland »Gaardaal«, fordi de fanges i Aalegaarde, adskillige Steder »Drivaal«, da de gerne følger Strømmen eller lader sig drive af denne; ved Ferskvandene benævnes de »Mølle«- eller »Værkaal«, fordi de tages ved Vandmøller og andre »Værk«. De gule Aal hedder i Jylland »Visse«- eller »Ves-aal«; desuden har de store gule, »bredhovede« Aal paa forskellige Steder særegne Navne, saasom »Klæpaal«, »Bredpander«, »Bredhoveder«, »Prokuratorer« (Efter »Zoologia Danica«). Havaal (Conger) kalder man en lille Slægt, som væsentligst adskiller sig fra den foregaaende ved at mangle Skæl. Rygfinnen begynder næsten lige over Brystfinnernes Spids, og Overkæben gaar ud over Underkæben. Den almindelige Havaal (C. niger) er sortagtig brun; Bugsiden er lys og Sidelinien tydelig fremtrædende. Det er en meget stor Fisk, der bliver over 3 M. lang og undertiden opnaar en Vægt af over 50 Kilo. Havaalen findes fra Kattegattet til Europas vestligste Kyster og fra Middelhavet til op imod Polargrænsen. Den er temmelig sjælden i danske Farvande. Om dens Liv skriver Ad. Jensen i Udtog følgende: »Havaalen er en Saltvandsfisk, som dens Navn antyder; dog trænger den undertiden ind i Flodmundinger og er f. Eks. flere Gange fanget i Weser-Flodens nedre Del. Den holder især til ved Klippekyster, fra Strandbredden ud til en Dybde af 50 Favne eller mere. Om Dagen holder den sig skjult i Revner og Fordybninger, mellem Stene og under Tangen; eller den graver sig ned i Dyndet og Sandet ved Bredden, saa at den undertiden bliver liggende paa det tørre i Ebbetiden. Om Natten derimod er den fremme for at søge Føde. Den er meget graadig og tager alle Slags Fisk, baade Sildearter, Torskefisk og Flyndere, samt Blæksprutter; af større Krebsdyr som Hummer og Krabber ødelægger den en stor Mængde. Man fortæller, at den udenfor Flodmundinger lurer paa de op- eller nedgaaende Fisk for at gøre dem til Bytte. Den gør megen For-