Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

18 DYRENES LIV den samme Dybde som Hajerne, og de fortalte om mærkelige Skabninger, som byggede Rede dernede. Alle virkelige Dybhavsfisk ligner hverandre deri, at deres Muskler og Knogler er saa overordentlig skøre, at man har det største Bryderi med at gemme disse Dyr og præparere dem. Dette, ligesom alle andre Egenskaber hos disse Fisk, staar selvfølgelig i nøje Sammenhæng med Havdybets fysiske Egenskaber. Imellem de fysiske Paavirkninger synes ingen os dog mere ufattelig end det umaadelige Tryk, hvorunder Dybets Dyr udvikles. Fiskenes svage Knogler er trævlede, spaltede og hulrige, ligefrem svampede. De er meget lette og næsten kalkfri, saa at man let stikker en Naal i dem. Endvidere er Knoglerne og især Hvirvlerne meget løst hæftede til hinanden og saa meget løsere, som alle Muskler og Sene-baand let brydes. Endelig er de større Muskler, f. Eks. Side- og Halemuskler, særdeles tynde. Det vil sige: saaledes viser Knogler og Væv sig, saa snart vi faar Dybhavsfisken op fra Dybet. Imidlertid, skriver den store Fiskekender, Dr. A. Günther, kan man ikke gaa ud fra, at denne Løshed i Knogler og Muskler er til Stede, saa længe Fiskene opholder sig i Dybet. Nogle af dem er jo nemlig vældige Rovfisk, og som saadanne maa de kunne flytte sig hurtigt og bide kraftigt, dersom de skal overraske et Bytte og overmande det. Derfor maa Musklerne paa rette Sted og til rette Tid være stærke, om de end er tynde, og Knoglerne maa være faste som hos Fisk, der stadig opholder sig i Overfladen. Det gaar en Dybhavsfisk, som det gaar et Menneske, der f. Eks. ved at stige højt op paa et Bjærg eller med en Ballon derved kommer under et mindre Lufttryk: Blodet trænges frem i Næse, Øjne og Mund, Luft indefra spænder Trommehinden ud o. s. v. Den Fisk, som er vænnet til at leve i en Dybde af 1000 M. og endnu dybere, vil, naar den kommer op til Vandskorpen, ophøre at være stærk i Knogler og Muskler, men vise sig som en meget skrøbelig Skabning. Det kan næppe være anderledes med det nedefter stigende Tryk. Skotten Wyville Thomson, en af den moderne Oceanforsknings Grundlæggere, har beregnet, at hvis et Menneske sænkedes 3500 M. ned i Havet, vilde det over sig have en Vægt svarende til 20 Lokomotiver, hvert forspændt et langt Godstog, belæsset med Jærnbane-skinner; det vilde med andre Ord, naar del pludselig udsattes for et saa kolossalt og kun i én Retning virkende Tryk, blive presset sammen til - en Skive saa tynd som det fineste Papir! Ikke desto mindre er det nu gennem den sidste Menneskealders Undersøgelser i saa at sige alle Dele af Oceanet blevet fastslaaet, at der lever Dyreformer ikke blot i den angivne Afstand fra Overfladen, men paa endnu langt større Dybder, — indtil en Mil og derover. Det er næppe troligt, at noget af de i de øverste Vandlag levende Væsener vilde kunne taale pludselig at sænkes ned paa saa store Dybder. Rigtignok synes der at være enkelte Former, der i den Henseende har en meget elastisk Konstitution. Saaledes her man