Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

252 DYRENES LIV Blaahajen (Charcharias glaucus) bliver 3—4 M. lang og derover. Snuden er meget spids, og Tænderne sidder i fire Rader. Ryggen er smuk skiferblaa og Bugen og de nederste Finner hvidlige. Om denne berygtede Art hedder det i »Vor Klodes Dyr«: »Ingen Torpedobaad har finere Linier eller er bedre beregnet paa at kløve Vandet i rasende Fart end denne 3 til 4-5 M. lange, spidssnudede Røver, hvis Øjne, som alle af Familiens, er skærmede mod Følgerne af det stærke Vandtryk ved en Blinkhinde, og hvis lange Brystfinner og høje Rygfinne sikrer den Ligevægten, medens den bliver dreven frem af den lange og smækre, men kraftige Hale. Dens Gab er fyldt med stærke, spidse Tænder, som, pressede mod hinanden af de svære Kæbemuskler, skærer tværs igennem næsten alt, hvad der kan faa Plads imellem dem. Alle Tropehave samt Middelhavet er Hjem for dette frygtede Dyr, der ofte ses endnu ved Englands sydlige Kyster, og som endog er taget i Kristianiafjorden og i den vestligste Del af Østersøen. Foruden Blaahajen hører der mange andre store Hajer til Slægten Carcharias, men de ligner alle denne i Levevis. De er nærmest Kystdyr, og snart sagt overalt, hvor man anløber en Tropekyst, kan man vente at faa dem at se. Dog træffes de ogsaa længere til Søs, thi de lokkes ofte ud paa aaben Sø af en Stime Fisk eller Smaa-hvaler, eller ved at følge et Skibs Kølvand, en Sport, de er meget hengivne til, rimeligvis fordi der altid falder et og andet af til dem. Deres daglige Føde er Fisk, lige fra Thunflsk, af hvilke en velvoksen Blaahaj tager 7—8, ikke alt for store Stykker i et Maaltid, til Sild og andre Smaaflsk. Ja, de kaster end ikke Vrag paa Krebsdyr og Blæksprutter, naar det gælder at stille sin Sult. Mellem de mindre Delfiner huserer visse Storhajer frygteligt, og ethvert Aadsel er »gefundenes Fressen« for dem. Alt fra et Skib udkastet Affald, tilfældigt tabte Sager, fordærvet Proviant o. 1. gaar i Hajerne, og Fortegnelsen over de Ting, fordøjelige og ufordøjelige, man har taget ud af Haj maver, er baade omfattende og kuriøs. Men er disse Dyr nu virkelig saa farlige for Mennesket, som det siges? Det er ikke saa let at give et paalideligt Svar herpaa, som man skulde tro, thi Udsagn og Vidnesbyrd staar hinanden skarpt imod i denne Sag. Bekendt nok er det, at Sømænd hader og frygter Hajerne, saa det næsten er umuligt at faa dem til at lade være med at pine en saadan paa det modbydeligste, naar de har den i deres Magt, men det er jo heller ingen Hemmelighed, at netop Søfolk er baade lettroende og tilbøjelige til Overdrivelser. At Mennesker, som enten ved et Ulykkestilfælde eller ved Uforsigtighed under Badning er bievne udsatte for Hajernes Angreb, nu og da bliver saarede eller dræbte af dem, er sikkert nok, men lige saa sikkert er det, at baade Hvide og Kulørte mange Steder omgaas dem med den største Foragt og Ligegyldighed. Polynesiere og Negre svømmer ofte om mellem talrige og store Hajer, uden at det falder disse ind at røre dem, og der er Eksempler nok paa, at Badende